Populær partoutbillet parat til endnu en sæson
Grønnegades Kaserne Kulturcenter har i årevis haft succes med deres koncept EN til 10, hvor gæsterne får adgang til 10 udvalgte koncerter med én billet i hånden.
Den 1. maj starter Sydsjællands største kulturcenter salget til endnu en sæson fyldt med store musikalske overraskelser.
Konceptet er genkendeligt for de mange der de seneste mange år har sikret sig en af de populære EN til 10-billetter. Med EN til 10 i hånden har gæsten sikret sig plads til 10 udvalgte koncerter fra Grønnegades Kaserne Kulturcenters program. Programmet er fyldt med alt fra pop, rock, folk og overraskelser, som man hurtigt vænner sig til, kan være sæsonens mest forbløffende oplevelser.
– Hvert år kommer der lidt flere gæster til end i sæsonen før, fortæller leder af Grønnegades Kaserne Kulturcenter John Nørbjerg, og uddyber at de derfor har valgt at sætte et max antal på, hvor mange af de populære EN til 10-billetter der er til salg. Det sikrer perfekte oplevelser i Ny Ridehus, hvor alle programmets koncerter spilles.
EN til 10 købes som en almindelig billet på kulturcentrets hjemmeside, og første gang man kommer til en af de 10 koncerter, bliver billetten ombyttet til et nummereret kort. Og kortet er faktisk ikke en gang personligt, så hvis der er datoer, hvor man er forhindret i at deltage, kan kortet altid udlånes til en musikinteresseret ven.
Programmet for sæson 2024-2025 er endnu ikke helt komplet, men Grønnegades Kaserne Kulturcenter har allerede styr på de første 5 koncerter: Tradish: 19. september, Billy Cross: 9. oktober, Wallis Bird: 30. oktober, Søren Krogh Band: 27. november, Monique: 13. december.
Kommentarer