Næstved By

Politisk kamp på stadion

Næstved Boldklub modtog 3.250 kr. som blev resultatet efter den politiske dyst. Foto: Rune Kristensen

Kamp mellem de røde og de grønne – før kampen, på banen og i højtalerne 

De grønne fra Næstved Boldklub tog søndag eftermiddag imod FC Helsingør i røde udebanetrøjer, men inden de grønne og de røde tørnede sammen på Næstved Stadion var der en anden kamp – ude foran stadion vel at mærke.

Her stod den socialdemokratiske sundhedsminister Magnus Heunicke og den konservative folketingskandidat Rune Kristensen sammen med frivillige i henholdsvis røde og grønne jakker og uddelte chipsposer til de 2.259 tilskuere.

Magnus med røde chipsposer og Rune med grønne.

Under kampen fortsatte de to bejlere til Folketinget kampen i højtalerne, da de på skift overbød hinanden med målaktier.

Rune Kristensen lagde ved kampstart ud med 250 kr. og en opfordring til andre folketingskandidater om at udfordre ham ved at hæve beløbet.

Udfordringen hang i luften til Næstved scorede første nål, og herefter greb Magnus Heunicke udfordringen og lagde 1.000 kr.

Rune Kristensen lagde så 1.500 kr., hvilket Magnus hurtigst matchede inden Næstved scorede deres andet mål.

Herefter blev beløbet hævet på skift af dem begge til først 2.000 og så 2.500 kr., men da Kristensen gik op på 3.000 kr. ville Heunicke ikke med.

Så Rune Kristensen løb med sejren her, mens Magnus Heunicke løb med sejren i første halvleg, da Rune Kristensen først løb tør for chips.

Så kampen endte uafgjort og vinderen blev Næstved Boldklub, der fik 3.250 kr. ud af den politiske dyst.
Et lille plaster på såret, da Næstved Boldklub tabte 2-3 til FC Helsingør.

Kommentarer