Karrebæksminde

Politiet undersøger døde køer på Dybsø

Flere døde køer er blevet fundet på øen Dybsø i Karrebæksminde Bugt.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

– Vi har modtaget en henvendelse om, at der er fundet nogle døde køer ude på øen, siger Bo Georg Petersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Ifølge politiet var det et vidne fra fastlandet, der opdagede køerne og derefter sejlede over til øen, hvorefter politiet blev kontaktet.

Anmelderen oplyste angiveligt, at der lå omkring 16 døde køer. Det antal kan politiet dog ikke bekræfte.

– Det er ikke noget, som vi har kørt udrykning til. De har ligget der længe, så vi er taget derud sammen med ejeren og en dyrlæge for at undersøge, om det er tale om misrøgt eller naturlige årsager, siger Bo Georg Petersen.

Politiet håber at kunne fastslå dødsårsagen senere på dagen.

Dybsø er en ubeboet ø beliggende mellem Karrebæksminde Bugt og Dybsø Fjord. Øen er en del af Dybsø Fjord vildtreservat. Den blev fredet i 1978 og afspærrer fjorden fra Karrebæksminde Bugt.

Kommentarer