Politiet ransager Bandidos tilholdssted i Næstved
Politiet er søndag aften i gang med at ransage rockerbandens Bandidos´ tilholdssted i Næstved.
Det skriver Ekstra Bladet.
– Jeg kan bekræfte, at vi er i gang med en ransagning hos Bandidos, men kan ikke sige mere i øjeblikket. Vi er stadig i gang og skal have et overblik først, siger vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til avisen.
Regionen er i øjeblikket præget af en konflikt mellem flere bandegrupperinger. Det er dog uklart, om søndagens ransagning har forbindelse til den verserende konflikt.
Det er dog primært sammenstød mellem Mongols og Satudarah, som tidligere har beskæftiget politiet. Bandidos’ rolle virker uklar.
Konflikten har betydet, at politiet har oprettet visitationszoner i Maribo og Sakskøbing, som foreløbig gælder til 3. november.
Der har været skyderier, knivstikkerier og slagsmål. De fleste er sket i Maribo og Sakskøbing.
Visitationszonerne giver politiet ret til at visitere folk, selv om man ikke har en konkret mistanke mod dem.
Kommentarer