Politiet har fat i biblioteksvandalerne i Fensmark
Der er blevet handlet hurtigt i sagen om vandaliseringen af Fensmark Bibliotek. Politiet har lokaliseret rødderne, og de kommer til at stå skoleret i næste uge. Det beretter sn.dk.
– Der er tre, der bliver indkaldt til en bekymringssamtale og to skal til afhøring hos politiet, fortæller SSP-medarbejder Anne G. Mortensen (Skole, Socialområdet og Politiet).
De troede, de havde fået stoppet vandalerne i Fensmark, men nu har de altså slået til igen. Det betyder, at den meget populære ordning, hvor brugerne selv kan lukke sig ind efter lukketid, nu er stoppet indtil videre. Det samme skete for en måned siden i Næstved og i Fuglebjerg, hvor der også var en stribe tilfælde med hærværk, trusler og vold.
Det er en flok unge lokale lømler, og flere af dem er fanget på overvågningen, men de var endnu ikke identificeret, da Sjællandske talte med Karen Delfs, biblioteks- og borgerservicechef i Næstved Kommune.
– Det er så ærgerligt, siger hun til sn.dk.
Fælden klappede hurtigt denne gang, og Anne G. Mortensen skal med forældre og knægte til samtaler og afhøring, og de to, der skal afhøres, er dem, der er mistænkt for at have stjålet to lamper foran biblioteket.
– Vi kender nogle af dem, og de er ca. 14-16 år, siger hun.
Anne G. Mortensen opfordrer de lokale til at holde øje med, hvad der sker i kvarteret og enten selv sætte lømlerne på plads med en reprimande eller give informationen videre til myndighederne.
Politikommissær Peter Skriver Larsen fortæller, at det er en lokal gruppe, men at det ikke er noget særegent for Næstved. Unge mennesker, der bryder ind på biblioteker om aftenen, er et problem, man kender til i hele landet.
– Det sker, når der ikke er så mange voksne, siger han.
Han vil gerne finde ud af, hvorfor drenge gør det og få dem til at holde op.
Kommentarer