Næstved By

Politiet efterlyser vidner der har set knallert

Næstved: Politiet vil gerne i kontakt med borgere, der omkring klokken 2.35 kan have lagt mærke til en knallert i området ved Kildemarksvej.

Natten til torsdag den 13. oktober klokken 2.35 fik politiet en anmeldelse om, at der er skudt mod et hus på Kildemarksvej 80 i Næstved; det samme hus, som der blev skudt mod den 4. oktober. Ingen er blevet ramt.

Læs også: Skød ind i børneværelse i nyt skyderi i nat i Næstved

Vidner har set den formodede gerningsmand køre væk fra stedet på en knallert, og politiet vil derfor gerne i kontakt med borgere, der omkring klokken 2.35 kan have lagt mærke til en knallert i området ved Kildemarksvej, eller som har andre oplysninger, der kan hjælpe politiet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

– Vi er overbeviste om, at skudepisoden hænger sammen med de foregående skyderier, vi har set de seneste uger. Og politiet er stærkt bekymrede over denne udvikling og den afstumpethed, som gerningsmændene til stadighed udviser, siger politiinspektør Kim Kliver, og fortsætter:

– Vi har i forvejen indført visitationszone i hele Næstved og øget vores patruljering i byen. Men det er klart, at vi hele tiden vurderer om vi kan understøtte med yderligere tiltag for at dæmme op for skyderierne.

Kommentarer