Politiet efterlyser borgernes hjælp omkring skyderiet på Mosevej
Efterforskningen er mandag morgen fortsat i fuld gang omkring det skyderi, som fandt sted på Mosevej ved boligområdet Mølleparken i Næstved søndag klokken 13.39.
Det fortæller vagtchefen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi mandag morgen til TV ØST. Han har ikke yderligere nyt i sagen.
Politiet har sat massivt ind på at få sagen opklaret. Det forklarede politiinspektør Kim Kliver, da TV ØST havde ham igennem på TV live søndag aften.
– Det er ikke acceptabelt, at man skyder i det offentlige rum, så vi har sat massivt ind. Efterforskerne arbejder på højtryk, – ikke kun det, man kan se ude på stedet, men selvfølgelig også på en række andre felter, siger Kim Kliver til TV ØST.
Det var en 22-årig mand, der søndag eftermiddag blev ramt af skud i venstre knæ og højre læg. Skudepisoden fandt sted på Mosevej i Næstved, og den ramte 22-årige, der efter sigende skulle være flygtet om bag en boligblok og var faldet om på Digevej, hvor han fik lægehjælp.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi har det seneste halvandet år i hele politikredsen haft en række volds- og skudepisoder, som har været banderelaterede. Grupperne Satudarah og Mongols har en konflikt kørende, og det gælder også Satudarah og Bandidos.
Konflikterne har betydet, at politiet indførte visitationszoner i flere byer og forbød bander og rockere at opholde sig i deres klubhuse.
I december var konflikterne dog stilnet så meget af, at politiet ophævede visitationszoner i Nykøbing Falster, Sakskøbing og Maribo.
Desuden fik Bandidos igen lov til at bruge sit klubhus i Næstved, mens Satudarah helt opgav sit klubhus i Maribo.
Politiet kan ikke udelukke, at skudepisoden sømdag aften i Næstved er banderelateret, men de ønsker heller ikke at lægge sig fast på den teori.
– Der er elementer, som peger i retning af, at det kan være banderelateret, men der er også nogle andre informationer, som vi har, der peger i en anden retning. Det er vigtigt, at vi ikke begrænser os i vores efterforskning, siger politiinspektør Kim Kliver til TV ØST.
For at komme skudepisoderne til livs er politiet afhængige af, at borgerne henvender sig, forklarer Kim Kliver til TV ØST.
– De personer som har været i området i forbindelse med skyderiet og har set mistænkelige adfærd fra personer, biler eller knallerter, dem vil vi meget gerne høre fra. Man må hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt, siger han.
– En af de måder at gøre op med, der bliver skudt i det offentlige rum, det er jo at henvende sig til politiet, og fortælle hvad man har set, således at vi har noget at gå efter.
Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefon 1-1-4.
Kommentarer