Næstved By

Politiet advarer: Corona/Covid-19 smitter også i solskin

Foto: Næstved netavis arkiv.

Politiet opfordrer til, at man søger væk, hvis der allerede er mange til stede i et område – mange små grupper bliver hurtigt til én stor.

Ligesom i de foregående weekender lover vejrudsigten for de kommende dage flot vejr, og det giver selvfølgelig anledning til, at vi skal udendørs og nyde solen.

Vi må dog ikke glemme, at vi fortsat har en alvorlig coronakrise, og at der er iværksat nogle indgribende – men afgørende – tiltag for at forhindre smittespredningen.

Politiet har generelt indtryk af, at langt de fleste borgere har fokus på de regler og bestemmelser, der stadig gælder for vores adfærd og samvær i det offentlige rum. Det er dog helt afgørende, at vi ikke slækker på opmærksomheden.

Politidirektør Lars Harvest fortæller: – Hen over påsken og sidenhen er vi blevet mødt af en generelt meget stor forståelse for situationen, og vi appellerer nu til, at borgerne ikke bare lader stå til. Vores politipatruljer gennemfører dagligt et stort antal tilsyn forskellige steder i politikredsen. Det er tilsyn med f.eks. genåbnede frisører, supermarkeder og take away-steder, men vi kommer også gennem grønne områder, forbi strande og boligområder for at sikre, at forbuddet mod at forsamles i større grupper bliver overholdt. Vi har ganske få steder set, at der har været optræk til, at flere personer samles, men det har vores politifolk indtil videre klaret med gode råd, vejledning om at holde afstand og ikke være for mange personer samlet.

– Jeg regner ikke med, at vi i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds kommer til at opleve de situationer, som vi f.eks. har set andre steder, hvor alt for mange mennesker er samlet på alt for lidt plads. Hvis det mod forventning måtte ske i vores område, giver lovgivningen, som det nok er bekendt, mulighed for at udstede en bøde. Udstedelse af bøder vil blive anvendt, såfremt den adfærd, vi hidtil har været vidne til, måtte ændre sig negativt. Så min opfordring skal derfor være, at vi alle tænker os om og holder god afstand – også selv om solen skinner. Alt af hensyn til det fælles mål om at minimere smittespredningen, slutter politidirektøren.

Der har i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds ikke været de store udfordringer i forhold til forsamlinger, men der er dog nogle områder, hvor der de seneste dage har været grund til særlig opmærksomhed. Det er:
• Byskovcenteret/Pantholm i Slagelse
• Rosengårdsstræde i Vordingborg
• Motalavej i Korsør
• Bregnevej i Nakskov

Politiet har modtaget flere henvendelser om ophold og samvær netop disse steder, hvorfor politiet i de kommende dag vil være særligt opmærksomme på disse lokaliteter.

Kilde & grafik: Sydsjælland og Lolland Falsters Politi.

Kommentarer