Fuglebjerg

Planudvalget afviser ønske om ny Rema 1000 i Fuglebjerg

Der kommer ingen Rema 1000-butik i Fuglebjerg. I hvert fald ikke ved Næstved Landevej og Sandvedvej. Byrådets Plan- og Erhvervsudvalg har ifølge Sjællandske fulgt en indstilling fra kommunens administration om, at det ikke er muligt at placere en dagligvarebutik i det område.

Rema 1000 er i gang med at undersøge, hvor der kan etableres nye dagligvarebutikker. I Næstved ønsker Rema 1000 en butik ved Næstved Landevej og Sandvedvej i Fuglebjerg. Placeringen har den fordel, at den ligger tæt på Næstved Landevej, hvor der er stærk trafik.

Men hverken kommunens administration eller politikerne er begejstrede for den placering. Ifølge planloven må der kun placeres dagligvarebutikker i byers centerområder. I særlige tilfælde kan der etableres enkeltstående butikker, hvis afstanden til centerområdet er over 500 meter. Rema 1000s ønskede placering i Fuglebjerg ligger kun cirka 300 meter uden for centerområdet ved Byagervej. Derfor kan ansøgningen ikke imødekommes.

Fuglebjerg har i forvejen tre dagligvarebutikker – SuperBrugsen, Aldi og Netto – der alle ligger i centerområdet ved Byagervej.

Kommentarer