Samfund

Plan om stort kors på Holsted Kirkes tårn

Holsted Kirke

Holsted Kirke har netop offentliggjort planerne for et nyt projekt, som går ud på, at kirkens tårn i løbet af 2018 skal udsmykkes med et stort kors.

Korset udføres af kirkens »egen« kunstner, Maja Lisa Engelhardt, som også har stået for kirkens altersølv, dåbsfad, dåbskande, døbefontsfod og – ikke mindst – den 6 meter høje glasmosaik, der udgør kirkens altertavle.

– Vi ser meget frem til det nye vartegn for kirken. Det bliver et meget synligt bronzekors, som oplyses bagfra og kan ses langvejs fra, når man nærmer sig kirken fra øst, siger organist Birgit Olsen til sn.dk.

Projektet er dyrt, og derfor arbejder menighedsrådet på flere fronter for at samle penge ind.

– Heldigvis er Holsted Kirke meget søgt med de tilbud, vi har til sognet, fx babysalmesang, minikonfirmander, kor, spaghetti-gudstjenester, foredrag, seniorsang, studiekredse og udflugter, siger Birgit Olsen og fortsætter:

– Så vi håber, at der også vil være god opbakning om den støttekoncert, vi nu arrangerer for at skaffe penge til tårnkorset.

Støttekoncerten er med vokalgruppen Real Moments og afholdes torsdag den 1. februar klokken 19.30. Gruppen er vidt anmelderrost for deres præcision, klang og humor. Real Moments har sunget i adskillige kirker gennem årene og har også varmet op til koncert med Caroline Henderson.

Koncerten i Holsted Kirke bliver gruppens nr. 82, men den første med et nyt og endnu bedre lydbillede, idet Real Moments fra årsskiftet overtager al teknik fra vokalgruppen Basix, der er gået hver til sit efter 22 års koncertvirksomhed i ind- og udland.

Kommentarer