Plads opkaldes efter falden soldat fra Fuglebjerg
Den 26-årige overkonstabel Andreas Søgaard Brohus blev dræbt af en vejsidebombe i Afghanistan. Nu skal en plads i hans hjemby Fuglebjerg opkaldes efter ham.
Det skriver Sjællandske.
Otte år efter overkonstabel Andreas Søgaard Brohus blev dræbt i Afghanistan 17. juni 2009, skal han hædres og mindes.
Andreas Søgaard Brohus’ Plads kommer til at ligge foran Fuglebjerghallen.
Næstved Kommune ønsker at ære den faldne soldat ved at opkalde pladsen i Fuglebjerg efter ham, hvor han voksede op. Andreas Søgaard Brohus har tilbragt sin ungdom i Fuglebjerg, hvor hans pårørende stadig bor.
– Andreas var en god kammerat og en dygtig soldat. Han var meget aktiv i tjeneste og vellidt af både de øvrige soldater og befalingsmænd, siger Thomas Palmskov til TV ØST. Han har tidligere været seniorsergent for Andreas Søgaard Brohus.
Thomas Palmskov havde det hold, som Andreas Søgaard Brohus var på, mens de stadig arbejdede i Danmark. Men her stoppede samarbejdet ikke, for de kom på samme hold, da de blev udsendt til Afghanistan.
– Vi var på samme hold dernede, og jeg kendte ham jo hjemmefra, så vi talte altid sammen, når vi mødtes. Han brokkede sig aldrig over natpatruljer eller noget som helst andet. Han var virkelig en god dreng. Så det er nok også derfor, at det betyder så meget for mig at ære hans minde, siger han.
Da Thomas Palmskov blev valgt ind i byrådet i Næstved for fire år siden gav det anledning til at få luftet hans mærkesager som, grundet hans erhverv, har stort fokus på veteranarbejdet og hjælp til de pårørende. Derfor foreslog han for over to år siden, at man opkaldt en æresplads efter den faldne soldat, som er vokset op i Fuglebjerg nær Næstved. Og det forslag er nu meget tæt på at være en realitet.
– Det gik mig nært på, fordi det var så tæt på mig selv også. Så da jeg blev valgt ind i byrådet, så tænkte jeg, at en af initiativerne skal være, at vi gør mere for veteranerne, og så ville jeg gerne hædre Andreas’ minde, siger Thomas Palmskov, som også er byrådsmedlem for DF.
Arbejdet med ærespladsen har taget over to år, fordi der er mange regler, der skal være på plads. Og det er første gang, at man i Forsvarsministeriet har hørt om en æresplads for en soldat, der er faldet i en af de nyere krige. Derfor håber kommunen da også, at det kan være en inspiration til andre
Hos HKKF, Hærens Konstabel- og Korporalforening, bliver initiativet med en plads, der opkaldes efter en falden soldat, hilst velkommen.
– Jeg kan ikke mindes, at jeg har hørt om en plads, der får navn efter en falden soldat i nyere tid, og jeg synes, at det vil være en både smuk og flot gestus, siger Flemming Vinther, formand for HKKF til TV ØST.
Flemming Vinther mener, at en plads, der bærer en falden soldats navn, vil kunne gøre gavn på flere niveauer.
– Dels vil det skabe opmærksomhed om, at der er mennesker, der tager ud og kæmper i Danmarks tjeneste. Og på den måde vil det kunne åbne op for, at man taler om det lokalt. Det er en god ting, siger Flemming Vinther.
Det kommer også til at betydning uden for Danmarks grænser, vurderer HKKFs formand.
– Det er helt sikkert et signal, som vil betyde noget for de soldater, der er sendt ud og som kommer hjem igen. Det viser, at der er respekt om det arbejde, de udfører. Jeg er ikke i tvivl om, at det har betydning, siger han.
Han fortæller, at flere hjemsendte soldater mødes ved det store mindesmærke for faldne soldater på Kastellet i København for at mindes de kammerater, de har mistet.
– Man kan jo ikke udelukke, at en plads, som den der er under overvejelse i Fuglebjerg, også vil kunne bruges til, at soldater kan mødes og mindes, slutter Flemming Vinther.
De officielle dele af forslaget er lige ved at blive færdigbehandlet i byrådet, hvilket forventes at være på plads i december. Den præcise indvielsesdato er ikke på plads endnu
Kommentarer