Placering af miniskov ved den fritlagte Suså fundet
Efter først at have påbegyndt etableringen af en lille urban skov på en forkert grund har kommunen nu fundet en placering ved den fritlagte Suså.
Teknisk Udvalg godkendte i mandags administrationens forslag til anlæg af sti og lommeskov ved den fritlagte Suså i Næstved by.
Da Park og Vej i Næstved Kommune i januar gik igang med at beplante et areal på 340 kvm med en såkaldt “lommeskov” ved arealet ned til den fritlagte Suså, blev projektet stoppet brat.
Det viste sig at arbejdet var igangsat på privat grund. Arealet, hvor den såkalte “lommeskov” var påbegyndt tilhører Kompagnigården A/S.
Læs også: Kommunen tog fejl og ville plante skov på privat grund
En lommeskov er et lille grønt område i byen, tilplantet med træer, som understøtter det urbane udtryk i parken.
Lommeskoven vil ud over træer også bestå af skovbundsflora som underbeplantning.
En lommeskov ved den fritlagte Suså skal medvirke til at skabe klarere og mere overskuelige opholdsrum i parken. Lommeskoven vil fremstå med et samlet kronedække, og træerne bliver opstammede med kig under kronerne, hvor flere af træerne har let løv.
Lommeskoven dimensioneres og placeres, så den ikke vil forstyrre de vigtige visuelle forbindelser i parken. Lommeskoven vil være med til at skabe nye oplevelsesmuligheder hele året, både for gående i parken, men også for bilister, cyklister og gående på Havnegade. Derudover er den også med til at skabe læ og skygge.
Placeringen af sti og lommeskov er sammentænkt med planerne om en evt. kommende legeplads ved den fritlagte Suså, ligesom der er taget udgangspunkt i udviklingsstrategien for Næstved Bymidte og de planer for området, blandt andet forslaget om på et tidspunkt at etablere forbindelse fra parken over åen.
Læs også: Ambitiøs legeplads skal gøre børnene klogere på Næstved
Kommentarer