Næstved By

Patienter i psykiatrien kan møde lægen på video

Vi ønsker at bruge lægernes sparsomme tid bedst muligt, efter patienternes individuelle behov, siger udvalgsformand Tina Boel.

Patienter i Psykiatrien i Region Sjælland skal have tilbud om at møde lægen via video. Det giver borgerne en hurtigere og mere fleksibel kontakt til deres psykiater. Samtidig anvendes lægernes tid bedst muligt.

Vi udvider tilbuddene til patienterne i den ambulante psykiatri, så de også kan vælge videokonsultationer. Videokonsultationerne bliver et frivilligt alternativt til en almindelig fysisk konsultation med lægen, siger udvalgsformand Tina Boel, Udvalg for Social og Psykiatri i Region Sjælland.

For mange patienter vil det være tryggere og nemmere at møde lægen via computeren eller mobiltelefonen fremfor at skulle afsted hjemmefra, siger Tina Boel.

Patienten kan vælge at have en medarbejder fra distriktspsykiatrien ved sin side under video-samtalen, hvis der er behov for det.

Nytænkning af den ambulante psykiatri

Videokonsultationerne er en del af en model for nytænkning af den ambulante behandling i voksenpsykiatrien, som netop er vedtaget af Regionsrådets Udvalg for Social og Psykiatri.

Vi har fundet en model, hvor vi sikrer, at patienterne får en god, hurtig og tryg behandling, selv om vi mangler speciallæger i psykiatrien, fortæller udvalgsformand Tina Boel.

Vi bevarer alle de nuværende lokale behandlingstilbud, som Psykiatrien har i mange byer rundt omkring i hele Region Sjælland. Det sikrer, at patienterne har et nært behandlingstilbud, og det har været vigtigt for os. Her møder patienterne det personale, de kender – som sygeplejersker, psykologer, sosu-assistenter og fysio- og ergoterapeuter.

Læger kører ud fra større byer

Der etableres større lægefaglige miljøer i distriktspsykiatrierne i Vordingborg, Næstved, Slagelse, Holbæk, Roskilde og Køge. Målet er at styrke den faglige kvalitet og rekrutteringen af læger. Herfra vil lægerne tage på patientbesøg i de øvrige distriktspsykiatrier eller møde patienterne via video.

Vi sørger for, at lægen kommer ud til patienterne i distriktspsykiatrien, når der er behov for det. Det er ikke patienterne, der skal rejse længere for at komme til lægen, fastslår Tina Boel.

Inddragelse af kommunerne

Samtidigt fortsætter arbejdet med at styrke det lokale samarbejde med kommunerne om borgere, der er ramt af psykisk sygdom.

BAGGRUND

Region Sjællands E-hospital

Region Sjælland udvikler E-hospital-tankegangen, hvor det giver mening for patienter og personale. Modellen med videokonsultationer er bl.a. afprøvet med succes med medicinske patienter.

Faste læger i psykiatriske klinikker

Region Sjællands ambulante behandlingstilbud er opdelt i distriktspsykiatrien, som tager sig af patienter i langvarig behandling, og de psykiatriske klinikker, som tager sig af diagnosticering og patienter i kortere behandlingsforløb. Alle psykiatriske klinikker vil fortsat have faste læger.

Kommentarer