Næstved By

Pas på fubmails!

Netop nu er der mange, som arbejder hjemme. Det er der desværre en del svindlere, der prøver at udnytte.

De sender bunker af de såkaldte phishing-mails ud, hvor de forsøger at lokke private oplysninger ud af dig. Det kan f.eks. være dit navn, fødselsdato, adresse, passwords eller betalingsoplysninger.

Nogle mails er fyldt med stavefejl og dårligt sprog, mens andre kan være svære at gennemskue. For tiden bliver der f.eks. sendt mails ud, der ligner noget, der kommer fra store, kendte virksomheder. De rummer ofte et link til en hjemmeside, hvor du bliver bedt om at taste dine personlige oplysninger ind. Det er svindel og du bør selvsagt aldrig følge linket.

Husk altid:

– Vær skeptisk: Danske virksomheder, offentlige myndigheder og institutioner kommunikerer typisk via e-boks. De vil aldrig bede dig om at oplyse adgangskoder m.m. via en e-mail.

– Tjek afsenderen: Passer afsenderens e-mailadresse med den organisation, han påstår at komme fra? Ofte kan man se, at mailadressen er noget helt forkert.

– Stol ikke på links: Klik aldrig på et link i en mail. Hvis du gerne vil se den virksomheds hjemmeside, som mailen ser ud til at komme fra, skal du i stedet selv taste navnet ind i din browser. Så risikerer du ikke at havne et forkert sted.

– Hør din indre alarmklokke: Lad dig ikke stresse. Hvis nogen forsøger at få dig til at handle hurtigt, skal du være ekstra forsigtig. Har du ikke selv bedt om at blive kontaktet af den pågældende virksomhed, kan det let være svindel. Og til sidst: Er du i tvivl, så lad vær’. Hvis noget er for godt til at være sandt, er det det som regel også.

Læs mere om phishingmails og om hvordan du beskytter dig selv på nettet på www.sikkerdigital.dk.

Du kan også hente appen: ”Mit digitale selvforsvar”, hvor du løbende vil blive advaret mod de forskellige bølger af phishingmails.

Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi.

Kommentarer