Næstved By

Papegøjepladebiler – ny opkrævningsmodel

Biler på papegøjeplader tilknyttet en virksomhed bliver nu automatisk opkrævet for indkørsel på AffaldPlus’ genbrugs- og haveaffaldspladser.

 

 

Den 1. januar 2020 ændrer AffaldPlus betalingsproceduren, således at biler på papegøjeplader, som hos SKAT er registreret med CVR-nummer, automatisk bliver opkrævet efter hvert besøg på en af AffaldPlus’ genbrugs- eller haveaffaldspladser. Hidtil er det kun biler på gule plader, der er blevet opkrævet automatisk.

 

 

Alle skal betale for brug af genbrugspladserne

Borgere og virksomheder er fælles om at betale omkostningerne ved at drive genbrugs- og haveaffaldspladserne. Borgere betaler via det årlige renovationsgebyr, og virksomheder betaler pr. besøg. Prisen pr. besøg i 2020 er 159 kr. ekskl. moms for virksomheder.

 

Opstramningen af proceduren sker for at stille alle virksomheder lige og generelt undgå, at borgerne betaler for virksomhedernes affald. I dag er det kun virksomheder med biler på gule plader, der automatisk betaler for brug af genbrugspladserne, mens virksomheder med biler på papegøjeplader kun betaler, hvis de gør opmærksom på, at de skal opkræves.

 

 

Nyt, forbedret system pr. 1. januar 2020

Alle biler, der kører ind på AffaldPlus’ pladser, bliver registreret vha. nummerpladeaflæsning, som bruges til at hente oplysninger i forskellige databaser. AffaldPlus har fået nyt system, som kan koble typen af registreringsnummer med evt. CVR-nummer. Dermed er det muligt at afgøre, om der skal opkræves betaling, fordi der er tale om indkørsel fra en virksomhed.

 

Hidtil har AffaldPlus kun opkrævet automatisk betaling for gulpladebiler, men fremadrettet opkræves også automatisk betaling for de papegøjepladebiler, som er ejet af en virksomhed.

 

Det vil fortsat være muligt at henvende sig til en genbrugsvejleder, hvis man kommer med udelukkende, privat affald i en erhvervsbil og blive fritaget for indkørslen. Det er dog et krav, at virksomheden er registreret pluskunde hos AffaldPlus, hvilket er gratis.

Kommentarer