112

Påvirket mand i et træ

I forbindelse med en almindelig patruljering ved Tappernøje sent i går aftes blev et par betjente opmærksomme på en bil, hvor noget ved kørslen vakte betjentenes opmærksomhed.
De gjorde tegn til føreren om at standse, men i stedet gassede han op og fortsatte. Der gik dog ikke længe, før føreren standsede bilen og stak af til fods.
Det var mørkt, og betjentene kunne ikke umiddelbart finde føreren af bilen, men det kunne en skarp politihund, som blev sat til at følge sporet efter føreren.
Hunden sniffede sig frem til et træ, der stod ca. 75 meter fra den efterladte bil.
Et stykke oppe sad en 23-årig mand fra lokalområdet og balancerede på en gren.
Han blev bedt om at kravle ned, og det gik nogenlunde, selv om han virkede noget påvirket af euforiserende stoffer.
Han blev anholdt og sigtet for at køre narkokørsel.

Kommentarer