Coronanyt

Pålagt covidtest i fritiden tæller som arbejdstid

Hvis en arbejdsgiver beordrer medarbejdere til at tage coronatest i fritiden, tæller det som arbejdstid. Det viser en sag, som FH har vundet for Dansk Sygeplejeråd.

At lade sig teste for covid19 i fritiden skal tælle som arbejdstid – hvis det er din arbejdsgiver, der har pålagt dig at tage testen.

Det viser en sag, som Fagbevægelsens Hovedorganisation har vundet for Dansk Sygeplejeråd.

I den konkrete sag modtog en gruppe raske og symptomfrie sygeplejersker ansat på Sjællands Universitetshospital i Roskilde sms og arbejdsmail sommeren 2020 om, at der var konstateret covid19-smitte på deres afdeling.

I beskeden fik sygeplejerskerne besked om, hvornår de skulle lade sig teste som led i smitteopsporing.

Arbejdsgiveren har disponeret over medarbejdernes fritid

Arbejdsretten finder, at Region Sjælland som arbejdsgiver har disponeret over medarbejdernes fritid på en måde, der gør, at den tid, sygeplejerskerne har brugt på test, skal anses som arbejdstid.

Pålægget om test var en udmøntning af Sundhedsstyrelsens retningslinjer – men det ændrer ikke ved, at der var tale om et tjenstligt pålæg, fastslår Arbejdsretten.

Spørgsmålet om honorering sendt videre

Dansk Sygeplejeråd havde ønsket, at Region Sjælland skulle honorere sygeplejerskerne efter deres arbejdstidsaftale om bl.a. overarbejde, tilkald og inddragelse af fridøgn.

Men spørgsmålet om honorering er endnu ikke afgjort.

Arbejdsretten fastslog, at det spørgsmål beror på en fortolkning af den konkrete arbejdstidsaftale, og den slags spørgsmål afgøres ved faglig voldgift, med mindre parterne kan indgå en aftale.

Offshore-medarbejdere pålagt test

FH fører i øjeblikket en lignende faglig voldgiftssag om honorering for pålagte tests i fritiden – den handler om offshore-medarbejdere, der blev pålagt at lade sig teste og gå i selvisolation indtil afrejse.

Medarbejderne vil have tiden til test og isolation medregnet som arbejdstid, der honoreres efter overenskomsten.

Arbejdsgiveren mener omvendt ikke, at medarbejderne skal honoreres for tid brugt på test og isolation.

Kommentarer