Næstved By

Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne fra fredag den 15. – søndag den 17. maj 2020

politibil

Hash: En patrulje var fredag klokken 21.17 forbi kanalstien ved Kanalvej, hvor en gruppe unge havde slået sig ned.
En af de unge – en 18-årig mand fra Næstved – havde en klump hash på 0,9 gram på sig og han blev derfor sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.

Sigtet for vold mod kæresten: Politiet blev tidligt søndag morgen kaldt til banegården i Næstved, hvor et par var oppe at slås.
En 21-årig kvinde, som volden gik ud over, havde været med toget, der netop var ankommet til Næstved, sammen med sin kæreste, en 23-årig mand fra Hvidovre.
De var blevet uenige i toget, og han havde givet hende adskillige slag i ansigtet og trukket hende ved håret gennem toget.
Den 23-årige blev anholdt klokken 8.00 og sigtet for vold, og han blev taget med til politistationen i Næstved.
Her blev han afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 11.45.

Tre sigtet for at stjæle fiskeudstyr: Efter at være blevet tilbageholdt af personalet, blev tre personer søndag eftermiddag anholdt i Bilka i Næstved Storcenter.
Der er tale om to udenlandske mænd på 26 og 25, som sammen med en 24-årig kvinde havde stoppet forskellige fiskeudstyr ned i en taske sammen med et par Red Bull-energidrikke.
De forlod forretningen uden at betale og blev standset af personalet.
De blev alle tre anholdt klokken 14.21 og sigtet for butikstyveri.
Herefter blev de taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt ved brug af tolk og løsladt igen klokken 17.30.

Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi.

Kommentarer