Næstved By

Opstartsstævne for Næstved Svømmeklub

Se billedserie

Skrevet af: Christian Jakobsen

Næstved Svømmeklubs konkurrence afdeling, der pr. 1/8-2020 er en sammenlægning af konkurrence afdelingerne i NIF Svøm og Herlufsholm Svømmeklub, tog i lørdags hul på sæsonens første stævne i Herlufmagle Friluftsbad, hvor vejret var med dem, trods lidt svære vindforhold.

Et stævne, der var set frem til, og egentlig var tiltænkt som et opstartsstævne med invitation til Næstved Svømmeklubs nærmeste naboklubber, hvilket desværre ikke kunne lade sig gøre i år, grundet COVID-19 og forsamlingsforbuddets antal.

Trænere og svømmere var spændte på, hvordan den fysiske og tekniske tilstand så ud,, da svømmerne sidst havde været i konkurrence i starten af marts måned, og al svømmehals aktivitet har været nedlukket i små 4 måneder.

De 61 svømmere leverede nogle gode løb, og der blev sat en del PR hos børne og årgangs svømmerne.

Næstved Svømmeklub er dog stolte af, at der faktisk blev leveret så gode løb, at 2 svømmere opnåede kravtider til kommende mesterskaber.

Årgangs svømmer, Merle Blomberg Jensen, satte ny PR i 100 fly i tiden 1.19.99, hvilket var under kravtiden til DÅM-K, der afholdes i februar måned 2021 i Esbjerg.

Junior svømmer, Frederikke B. Hansen, satte ny PR i 50 bryst i tiden 35.71, hvilket var under kravtiden til ØST J/S-K, der var tiltænkt afholdt i starten af oktober måned 2020, men formentlig bliver udsat, grundet COVID-19 og forsamlingsforbuddets antal.

Næstved Svømmeklubs nyansatte Cheftræner, Mads Maj, udtaler: “Jeg syntes, at der var rigtig mange positive ting at tage med videre. Svømmernes kroppe er naturligvis ikke 100% klar til at svømme stævner endnu, da vi ikke har prøvet det i snart 5-6 måneder, så derfor er der også meget at hente der, når vi først kommer rigtig i gang”.

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Christian Jakobsen fra Næstved Svømmeklub. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer