Oplev Jacob Dinesen på Lave Ridebane i juni
Den efterspurgte sanger Jacob Dinesen kommer til Grønnegades Kaserne hele to gange inden for to måneder. Jacob Dinesen skal nemlig også optræde til sommerens open-air koncert på Grønnegades Kaserne.
Fredag den 2. juni klokken 20.00 går Jacob Dinesen på scenen til open-air koncerten på Lave Ridebane ved Grønnegade Kaserne.
– Ja, jeg er faktisk lidt stolt. Jacob Dinesen er et meget varmt navn. En efterspurgt sanger. Og han kommer til Grønnegade i april og juni, siger John Nørbjerg til Sjællandske.
Med meldingen om, at Jacob Dinesen kommer til årets open-air koncert, bliver der rift om billetterne, som kan købes fra fredag den 16. december klokken 16.00.
Jacob Dinesen kommer til Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne den 7. april, og der er allerede meldt om udsolgt. Til foråret turnerer han med 30 koncerter over hele landet, og kun koncerten på Bornholm er ikke udsolgt endnu.
– Vi får som det eneste spillested chancen for at præsentere Jacob Dinesen to gange i samme sæson. Det er jeg meget stolt af. Der er ingen tvivl om, at mange musikfans fra hele landet vil finde vej til Sydsjællands hovedstad den 2. juni. Jacob Dinesens karriere er jo nærmest eksploderet, siger John Nørbjerg til Sjællandske.
Kommentarer