Næstved By

Opfindsomme folkeskolelever dyster om finalepladser

Kobberbakkeskolen vandt sidste års ene finaledag med en teknologisk løsning, der skulle styrke sikkerheden for cyklister i lyskryds i forbindelse med højresving under temaet Bedre og Mere Sikker Trafik

675 elever fra 6. og 7. klasse i Næstved sætter al deres nytænkning og kreativitet i spil, når de den 1. og 2. november skal overbevise lokale dommere om, at deres løsninger på årets udfordring er så gode, at de fortjener en finaleplads i den landsdækkende opfinderkonkurrence Edison.  

I år er “Vand på godt og ondt” det overordnede tema for Edison, som er en landsdækkende opfinderkonkurrence for 6. og 7. klasser i grundskolen. Onsdag og torsdag den 1. og 2. november afvikler Center for Dagtilbud og Skole i Næstved Kommune lokalfinale, hvor i alt 16 hold kan sikre sig en plads i den landsdækkende finale i Edison, som bliver afholdt ved Danish Entrepreneurship Award i Fredericia under Global Entrepreneurship Week torsdag i uge 46.

Den grundlæggende idé med Edison er, at lærere og elever i 6.-7. klasse skal følge et forløb, hvor viden, idégenerering og teamsamarbejde, skal føre til udvikling fra en idé til et produkt. Over hele landet har Edison-eleverne arbejdet med den samme problemstilling, som i år er “Vand på godt og ondt”, og nu er det blevet tid til at vise resultaterne frem.

Over to dage skal eleverne præsentere deres løsninger i form af en præsentation, prototype eller andet, der beskriver deres produkt.  38 lokale virksomhedsledere, fagfolk og repræsentanter fra uddannelsessektoren har sagt ja til at virke som dommere ved lokalfinalen.

– Både dommerne og jeg er spændte på at se og høre alle elevernes idéer og koncepter. Der plejer at være flotte prototyper og gennemarbejdede præsentationer, som leveres til modtageren med stort engagement. I Edison-projektet træner eleverne at se muligheder og udvikle nye og bedre måder at løse opgaver eller udfordringer på. Det er kompetencer, der er brug for i fremtiden, lyder det fra Anne Bach Nielsen, som er pædagogisk konsulent i Næstved Kommune.

Lokalfinalen finder sted på ZBC i Næstved den 1. og 2. november 2017 kl. 9.30 – 13.30. Alle er velkomne

Kommentarer