Samfund

Omkørsel fra mandag – Ny rundkørsel på Køgevej

Nye store butiksområder betyder, at vejnettet skal tilpasses. Det betyder, at der skal anlægges en rundkørsel på Køgevej ved Øverup Erhvervsvej. Derfor vil en del af Køgevej være spærret i perioden fra mandag 19. juni til fredag 8. september.

KØR DENNE VEJ

Kommer du fra Næstved skal du køre via Øverup Erhvervsvej til den store rundkørsel ved sendemasten (gul rute).
Trafikken fra sendemasten mod centrum, skal køre via de nye erhvervsveje retur til Køgevej (blå rute).

Skal man fra centrum til Retail Park, skal man benytte Vestergårdsvej.

Er du på cykel fra Næstved, bliver du ledt gennem erhvervsområdet nord for Køgevej via en ny stiforbindelse fra cykelstien langs Ring Nord.

DET SKER

Den første store opgave for entreprenøren bliver at fjerne den eksisterende vej og udskifte en del af jorden under. Det er nødvendigt, fordi en prøvegravninger i kanten af vejen desværre har afsløret, at den gamle vej er bygget på dårlig jord, som ikke vil kunne holde til at bygge en rundkørsel på. Når denne del er overstået, skal der udlægges bundsikring og stabilgrus, hvorefter man kan sættes kantsten i beton, som skal hærde før der kan udlægges asfalt.

Kommentarer