Øget skærmtid under Corona overbelaster dine øjne
Corona betyder for mange en anderledes hverdag med mere hjemmearbejde og generelt mere skærmtid end før. Den øgede skærmtid belaster øjnene og kan give en række problemer. Derfor har optikerkæden Louis Nielsen samlet en række gode råd til, hvordan du aflaster dine øjne.
For mange har hverdagen på rekordtid ændret sig som følge af Corona. Corona har blandt andet en direkte indflydelse på, hvor lang tid vi tilbringer foran skærmen. I løbet af nedlukningens første tid steg danskernes medieforbrug med knap 25 procent sammenlignet med før Coronaudbruddet, og udviklingen fortsætter. Det viser tal fra GroupM.
– Når du ser på en skærm i længere tid, belaster det dine øjne og kan forårsage en række problemer. Flere, der arbejder ved en computer, klager over irriterede øjne fordi deres tid foran skærmen er blev forøget under Corona, fortæller Gitte Brink Kristensen, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.
Selvom irriterede øjne kan give ubehag, er tilstanden som regel ikke alvorlig, og den går væk af sig selv, når du hviler øjnene. Men irriterede øjne kan hindre dig i at fungere normalt og udføre dit arbejde, mens det står på.
Ifølge Gitte Brink Kristensen er der en række ting, du kan gøre for at forebygge problemer med dit syn og dine øjne som følge af øget skærmtid.
Hun anbefaler, at du følger disse råd for at aflaste dine øjne.
1. Husk at blinke
Studier viser, at blinkefrekvensen nedsættes, når man sidder ved en skærm. Det betyder, at dine øjne kan blive tørre og føles irriteret. Derfor skal du huske at blinke. Nogen laver et system, hvor de blinker, når de trykker på en bestemt tast på tastaturet, men find den metode, der passer dig.
2. Hvil dine øjne og hold pause
Giv dine øjne regelmæssige pauser ved at se væk fra computerskærmen og fokuser på andre genstande, som er placeret på længere afstand. Se for eksempel ud ad vinduet et par minutter. Ved at fokusere på genstande, som er længere væk, slapper øjet af, og øjnene får en lille pause.
3. Reducer refleksion
Refleksion fra lyse overflader på vægge og skinnende genstande sammen med refleksion fra computerskærmen kan være anstrengende for øjnene. Et godt råd er derfor at begrænse direkte lys på skærmen og afdække vinduer, som er udsat for stærkt lys udefra. Hvis du bruger briller, er anti-refleksbehandling en fordel.
4. Opgrader din skærm
Det kan hjælpe at opgradere til en nyere LCD skærm, der som regel er udstyret med en anti-reflekterende overflade. Når du vælger LCD skærm, anbefaler vi den med højest opløsning. Sørg samtidig for, at lysstyrken på din skærm er den samme som lyset omkring dig og tilpas din skærm, så den er placeret korrekt foran dig og dit synsfelt.
5. Husk dine skærmbriller
Hvis du bruger skærmbriller, så husk dem. Uden dine skærmbriller, vil du knibe øjnene sammen og få hovedpine og irriterede øjne. Du vil opleve, at du, med dine almindelige briller, får svært ved at finde feltet, hvor skærmen står skarpt. Det vil betyde, at du læner nakken bagover, hvilket kan medføre spændinger og ømhed. Det samlede resultat er, at du ikke kan koncentrere dig om dit arbejde.
Det er vigtigt, at du har skærmbriller, der er tilpasset det skærmarbejde, du laver.
6. Få synet undersøgt
Hvis du oplever, at dine øjne er irriteret, får hovedpine ved skærmearbejde eller har problemer med at læse teksten på skærmen, så få undersøgt synet hos optiker eller øjenlæge. Med regelmæssige synstest kan du holde et skarpt øje med dit syn og sætte ind, hvis dit syn udvikler sig, og du får brug for briller eller skærmbriller.
Kommentarer