Næstved By

Årets iværksætter kåres ved Nytårskur for det lokale erhvervsliv

Traditionen tro inviterer Næstved Erhverv og Næstved Erhvervsforening til nytårskur for det lokale erhvervsliv, hvor der sammen skåles for et fantastisk 2018 for Næstved.

Der vil være underholdende indlæg af bil- og livsstilsekspert Christian Grau, som til daglig er tv-vært på TV2s program »Vi elsker biler«. Derudover kåres Årets Iværksætter 2018. Prisen går til en ny virksomhed, som er innovativ og har præsteret et bemærkelsesværdigt økonomisk resultat, og som har skabt arbejdspladser i Næstved Kommune samt er synlig i det marked, virksomheden befinder sig på.

De tre virksomheder, som er nomineret til Årets Iværksætter 2018, er netop blevet offentliggjort. Der er tale om virksomhederne Køtter & Pedersen, Engbork ApS og MTM Service, som alle på få år har formået at skabe nye arbejdspladser og imponerende økonomiske resultater.

Prisen Årets Iværksætter uddeles ved Næstved Erhvervs og Næstved Erhvervsforenings nytårskur mandag den 8. januar 2018 i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Kommentarer