Næstved By

Nyt virksomhedspanel skal sikre den lokale arbejdskraft

Projektleder Line Bruun Bertelsen (th) og virksomhedskonsulenterne Finn René Sørensen og Ulla Denk glæder sig til at byde de nye paneldeltagere velkomne.

Center for Arbejdsmarked inviterer lokale virksomhedsledere til at deltage i et nyt panel, der skal være med til at bringe borgere i job og samtidig sikre, at virksomhederne også fremover kan finde gode medarbejdere.

Skrevet af: Janni Nolting Magnussen

Hvilke kompetencer har de lokale virksomheder brug for? Hvordan sikrer vi et godt samarbejde mellem jobcenter og virksomhed? Og hvordan udvikler vi i fællesskab den lokale beskæftigelsesindsats?

Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune søger private virksomhedsledere, der kan være med til at besvare de spørgsmål i et nyt virksomhedspanel.

– Vores tilfredshedsmålinger viser, at vi har en god dialog med de lokale virksomheder. Den vil vi gerne styrke endnu mere, så vi sikrer, at vi løbende lytter til virksomhedernes behov og tilpasser vores indsats til den udvikling, der er på det lokale arbejdsmarked, fortæller arbejdsmarkedschef Torben Bahn Petersen og fortsætter:

– Det giver os en mulighed for at arbejde endnu mere målrettet og resultatorienteret for at hjælpe vores ledige borgere i beskæftigelse.

De rigtige medarbejdere sikrer bundlinjen

Panelet kommer til at bestå af 10-15 ledere fra små og store private virksomheder i Næstved Kommune. Det er meningen, at alle ledere og medarbejdere i Center for Arbejdsmarked kan fremlægge et konkret projekt eller en ny indsats for virksomhedspanelet, der så kan komme med deres tilbagemeldinger og udviklingsforslag.

– Ved at deltage vil virksomhederne få indflydelse på de indsatser og projekter, vi sætter i gang. Ligesom de vil få en indsigt i, hvordan vi kan bidrage til deres vækst i vores arbejde med at rekruttere og fastholde medarbejdere, fortæller projektleder i Center for Arbejdsmarked Line Bruun Bertelsen, der sammen med en arbejdsgruppe står for virksomhedspanelet.

Det første møde vil blive holdt i slutningen af maj, og derefter bliver gruppen samlet cirka hvert kvartal.

– Vi vil sikre, at der bliver udarbejdet en række kriterier for samarbejdet, så alle deltagere får noget ud af det. Ligesom vi vil sørge for, at der vil være faglige input undervejs, understreger Line Bruun Bertelsen.

Tilmelding til virksomhedspanelet

Center for Arbejdsmarked samarbejder i dag med en række forskellige virksomheder. 160 har indgået en partnerskabsaftale, hvor de kan trække på Center for Arbejdsmarked´s virksomhedskonsulenter, når de blandt andet skal rekruttere eller fastholde medarbejdere.

– Vores virksomhedsservice er en rigtig vigtig del af vores arbejde, fordi vi kan se, at det gode samarbejde har en stor betydning for vores ledige borgere. Hver måned er det med til at hjælpe borgere i job, fordi de begynder i den helt rigtige virksomhed, hvor de kan trives, siger Torben Bahn Petersen.

Interesserede virksomhedsledere kan få svar på spørgsmål og melde sig til panelet ved at skrive til virksomhedspanelet på virksomhedspanel@naestved.dk

Dette er en nyhed indsendt af Janni Nolting Magnussen fra Center for Arbejdsmarked, Næstved Kommune. Du kan også indsende nyheder fra din virksomhed under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer