Nyt projekt skal få det sociale frikort ud til flere
Socialt udsatte har med det sociale frikort ret til at tjene 20.000 kr. om året skattefrit og uden at blive trukket i sociale ydelser, men kun få bruger det. Nu skal et pilotprojekt i fire kommuner sprede det sociale frikort ud til flere. TrygFonden har bevilliget godt 2,2 millioner kr. til Cabi, som skal gennemføre projektet.
Gennem det nye projekt skal Holstebro, Næstved, Vejle og Esbjerg Kommune, der alle har sagt ja til at være med, afprøve konkrete, praksisnære modeller til, hvordan det sociale frikort kan blive en succes for både virksomheder og de borgere, som benytter sig af det sociale frikort.
I 2018 gennemførte videns- og netværkshuset Cabi en undersøgelse for Rådet for Socialt Udsatte for at afdække, hvad der skal til for at flest muligt udsatte kan få gavn af frikortet.
Indsatsen skal løftes i fællesskab
Undersøgelsen viser bl.a., at det kræver en solid kommunal indsats og et tæt samarbejde med bl.a. virksomheder og frivillige i lokalområdet, hvis det sociale frikort skal blive en succes.
– Vi er meget glade for, at TrygFonden har givet os muligheden for at sætte det her initiativ i gang, og at de fire kommuner har sagt ja til at være med. Der er brug for at få flere konkrete erfaringer med brugen af det sociale frikort, der kan virke som inspiration og motivation til både kommunerne, virksomhederne og det enkelte menneske. Undersøgelsen, som vi lavede sidste år, gav os værdifuld viden om, hvad der skal til for at udsatte vil bruge frikortet, og nu kan vi teste det i praksis. Vi ved, at lokalområderne skal løfte den her indsats i fællesskab, så der skabes reelle muligheder for at frikortet kan det blive en central trædesten til konkrete joberfaringer for nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund, siger Mette Rønnau, direktør i Cabi.
Trygfonden ser projektet som en mulighed for, at flere kan blive en del af fællesskabet og tage skridt i retning af arbejdsmarkedet.
– Mange udsatte kæmper med både fysiske og psykiske problemer, som gør det svært at få en plads på arbejdsmarkedet. Til trods for deres sårbare situation drømmer mange netop om at komme i arbejde – og dermed få adgang til anerkendelse, sociale relationer og øget økonomisk sikkerhed. Vi håber, at vi med denne indsats kan være med til at give flere mennesker adgang til den tryghed det giver at være en del af et arbejdsfællesskab. siger Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFonden.
Udsatte vil gerne bidrage
Da det sociale frikort blev lanceret ved årets begyndelse var målsætningen, at 4.000 udsatte skal arbejde på ordningen, men 1. april var der ifølge A4medier kun udstedt 190 frikort. Og det nye projekt i de fire kommuner skal bidrage til at flere udsatte benytter sig af ordningen.
– I forbindelse med undersøgelsen har vi talt med potentielle brugere af frikortet, og trods store udfordringer, så er det mennesker, der har ressourcer, og som faktisk gerne vil arbejde. Men en del af dem er ikke i stand til at passe et fast job, så der er behov for en enorm fleksibilitet i de opgaver, de skal løse, og der er behov for at kommunerne gør en markant indsats for at få det sociale frikort ud til de potentielle brugere, forklarer Mette Rønnau.
I tæt samarbejde med Holstebro, Næstved, Vejle og Esbjerg Kommune skal Cabi sætte gang i fire lokale modeller for, hvordan det sociale frikort kan komme ud over rampen. Det handler bl.a. om:
– Fælles mål for indsatsen.
– Rekruttere borgere og virksomheder.
– Organisering af visitation til frikortet
– Støtte og hjælp til virksomhederne.
Undervejs vil Cabi opsamle resultater og erfaringer fra de fire deltagende kommuner og formidle dem til landets øvrige kommuner.
– Vi nøjes ikke med de fire kommuner, da det er vores ambition, at den viden, vi opnår, kommer ud og leve i hele landet, slutter Mette Rønnau
Kommentarer