Nyt liv i den gamle Røde Kors bygning i Karrebæksminde
Tina Golbert og Carsten Vigsø åbner Kafenø lørdag den 13. april kl. 10.00
Af Birgitte Grejsen Møs.
Den 18. august 2018 opdaterede Formand for Næstved Havn Kristian Skov Andersen følgende på sin Facebook:
Røde Kors ønsker ikke længere at leje Røde Kors-bygningen, som ligger i første række til vandet på stranden i Karrebæksminde. Derfor annullerer Næstved Havn lejekontrakten, så Røde Kors kan bruge sine kræfter bedre andetsteds. Det er en trist gasbeton-bygning på en fremragende beliggenhed. Hvad skal der være i stedet?
Den opdatering så Tina og Carsten, og kontaktede derefter Næstved Havn for en snak om den tomme bygning, der ligger ved Lungskyst 1. bag Enø Grill og Steakhouse. Efter en lang venteperiode kunne Kristian Skov Andersen vende tilbage til parret med en foreløbig lejekontrakt på 1 1/2 år. Og så skulle der handles hurtigt fra parrets side.
Artikel forsætter under billedet.
– Vi er super glade for at Næstved Havn har givet os muligheden for at leje denne lille perle – godt nok for en tidsbegrænset periode, men det skal ikke stoppe os i at udleve en drøm, vi begge har, fortæller Carsten.
Parret gik straks i gang med at rive ned, male – gøre lokalet hyggeligt og rart, inden de begyndte at indrette med gamle stole og borde, samt reoler og hylder i hver en krog.
– Vi har venner, som har sommerhus her i Karrebæksminde, og vi er faldet pladask for denne lille havneby, fortæller Tina.
Parret Golbert/Vigsø er bosiddende i Nordsjælland hvor Tina er pædagog i Værløse, og Carsten er salgschef for en maritim virksomhed. Sammen har parret 6 børn i en alder fra 19 til 26 år.
– Vi har længe drømt om netop det, vi er i gang med nu. At lave en lille forretning hvorfra vi kan sælge lidt lækker kaffe, en lille morgenbrunch eller en god varm suppe, når det bliver koldere. Og det kan vi nu, fortæller Tina og forsætter,
– Vores motto er enkelt – simpelt men god kvalitet lavet med kærlig hånd. Ud over lette anretninger, sælger vi også brugskunst til sommerhuset. Såsom vaser, skåle, servietter, stearinlys, lidt grønne planter, og sjove, lidt skæve og anderledes maritime pyntegenstande.
Artikel forsætter under billedet.
– Vi ved ikke helt hvad vi gør udenfor Kafenø, forsætter Carsten.
– I første omgang er alle de triste hybenbuske som stod foran huset væk. Det giver os en lille plads foran Kafenø. Måske vi indkøber nogle stole og borde, hvor vores gæster kan sidde og hygge sig. Vi er fulde af gode idè er, men lige nu er det åbningen på lørdag vi har i tankerne. Vi åbner kl. 10.00 og alle er hjertelig velkommen til at komme forbi for at hilse på og se vores lille Kafenø. Køber man en kop kaffe, kan vi garantere en lille overraskelse dertil, afslutter parret.
Kommentarer