Nyt indehaverteam hos LokalBolig
Nyt indehaverteam hos LokalBolig har ambitionerne i orden. Målet er at blive den foretrukne mægler i og omkring Næstved.
Den 1. december 2016 er der udskiftning hos LokalBolig. Indehaverne bag LokalBolig i Næstved har indtil nu bestået af Pia Schou Hansen og ægteparret Kenn og Mia Riel, der også er indehavere af LokalBolig Køge og LokalBolig Sydkysten.
Nu fortsætter Pia Schou Hansen med Sofie Bungaard som ny medindehaver.
Sofie Bungaard har stor erfaring med vurderinger, køb og salg af ejendomme og bliver en stærk udvidelse af LokalBolig-teamet i Næstved. I de sidste fire år har Sofie varetaget vurderinger og salg for LokalBolig i Køge.
– Sofie Bungaard bliver ny medindehaver og skal bidrage til LokalBoligs fortsatte vækst og udvikling. Udover at kende lokalområdet rigtig godt er hun også en stærk sælger og har stor erfaring med vores salgskoncept, Sansebevist Salg ® . Et koncept, vi har succes med, fordi det er med til at løfte prisen på en ejendom. Hendes fokus på at skabe gode resultater skal komme vores nuværende og nye kunder til gode, siger Pia Schou Hansen.
Vil være den foretrukne mægler
Målet er at vokse yderligere og blive den foretrukne ejendomsmægler i og omkring Næstved. Her skal et stærkt parløb mellem de to indehavere og deres team samt anvendelsen af salgskonceptet Sansebevidst Salg ® skabe den ønskede fremgang og udvikling.
Konceptet har vist sig at have stor værdi for kunderne.
– Vi oplever, at vi kan hjælpe vores kunder med at få optimeret prisen på deres bolig. At de både får kontant flere kroner i hænderne efter et salg, men også at salget ofte forløber hurtigere. Når vi inddrager sanserne i salget, er vi med til at skabe en unik stemning i hver bolig. De potentielle købere oplever, at boligen appellerer meget tydeligere til dem. Og det er med til at højne værdien af en ejendom, siger Sofie Bungaard, der nu skal danne tæt parløb med Pia Schou Hansen.
Pia Schou Hansen, der er bosiddende i Næstved, er et kendt mægler-ansigt i Næstved. Hun har arbejdet som ejendomsmægler igennem adskillige år og kender sin gang rundt i Næstved. I de seneste tre år har hun sammen med sit team varetaget den daglige drift af LokalBolig-butikken og kan nu glæde sig over at få en ny, stærk og ikke mindst meget erfaren kompetence med Sofie Bungaard.
Reception i anledning af ny medindehaver
Den 20. januar 2017 kl 15 – 18, er der reception i anledning af, at Sofie Bungaard tiltræder som medindehaver hos LokalBolig Næstved. Receptionen er i Lokalbolig´s lokaler på Ringstedgade 30 i Næstved.
Kommentarer