Fuglebjerg

Nyt fortællerum skal styrke børns sproglige udvikling

Et nyt fortællerum i UdviklingsHus Fuglebjerg skal være et frirum for læsning og styrke børns sproglige udvikling.

Det nye fortællerum på Byagervej er et samarbejde mellem Fuglebjerg Bibliotek, børn og lærere fra Lille Næstved Skole, afd. Fuglebjerg, den frivillige højtlæser Merete Bang samt den lokale kunstner Tanja Leander.

Fortællerummet er første trin i et større lokalt projekt omkring kunst og fortælling inspireret af skulpturen »Den lille Prins«, der står foran bygningen. Rummet skal dels være et frirum for læsning og dels styrke børns sproglige udvikling samt kendskab til litteratur, fortælling og kunst.

Her er blandt andet planer om læsevenner og storytelling, hvor ældre borgere fortæller om deres liv.

– Fortællerummet vil bringe generationer sammen omkring fortællinger, litteratur og kunst. Det er også tænkt som et frirum, hvor man kan fordybe sig i læsning og være fri for elektroniske dimser, forklarer bibliotekar på Fuglebjerg Bibliotek Kirsten Fonborg Hansen til Sjællandske.

Fortællerummet indrettes i et lokale på 1. salen, som har stået tomt længe.

Fortællerummet indvies officielt for inviterede torsdag den 25. januar kl. 15-17, og der arrangeres åbent hus torsdag den 1. februar fra kl. 15-17 for alle interesserede børn som voksne. Her vil storytellere fra Odins Ravne komme og læse højt, og det vil være muligt at se og bruge det nye rum.

Kommentarer