Erhverv

Nyhed til el-bilister i Næstved: Shell i Ringstedgade klar med kraftig lynlader

Ny lynlader hos Shell Ringstedgade i Næstved.

Shell tankstationen på Ringstedgade i Næstved åbner nu en lynhurtig lademulighed til de stadig flere elbilister i byen. Med den heftige ladestander, der tilbyder 150 KW ladekapacitet, kan en nyere elbil blive opladet fra 20 til 80 procent på omkring 20 minutter.

Antallet af elbiler på vejene fortsætter op og stod i maj for hele 83 procent af nybilsalget til private. Det er en udvikling, der kræver en stadig og hurtig udbygning af adgangen til lynladere langs vejene – også udenfor de største byer, fastslår Christopher Mercado, driftsdirektør i energiselskabet DCC Energi, der driver Shell tankstationerne i Danmark.

– Vi mærker tydeligt elbilernes fremmarch på de snart 80 af vores tankstationer, der tilbyder lynladning. Derfor arbejder vi ufortrødent videre med at udbygge vores landsdækkende lynladenetværk, og med åbningen af endnu en lynlader på Shell tankstationen i Næstved, tager vi endnu et skridt i ambitionerne om at give elbilister adgang til nemme og lynhurtige lademuligheder i hele landet, siger han.

Frem mod 2026 forventer DCC Energi at nå op på mindst 100 lynladere. Alene sidste år etablerede energiselskabet cirka 30 lynladere på Shell tankstationerne, og i år fortsætter udbygningen i samme takt, som forsyningsselskaberne rundt om i landet kan være med, fortæller Christopher Mercado.

– Der er et stort behov for særligt lynladning, som vi oplagt kan være med til at imødekomme med vores landsdækkende netværk af tankstationer. Og ser vi på belægningen på vores nuværende lynladere, er det helt tydeligt, at Shell tankstationerne er godt placeret langs vejnettet – også for elbilisterne, siger han.

Med en ladekapacitet på 150 KW er lynladeren hos Shell i Ringstedgade 244 i Næstved langt hurtigere end de gængse ladestandere, der typisk har en kapacitet på mellem 22 og 50 KW. Det betyder, at en nyere elbil kan få ladet batteriet fra 20 til 80 procent på cirka 20 minutter på tankstationen.

Betaling for lynladning sker på samme måde som ved diesel- og benzinstanderne. Enten med Dankort, kreditkort eller et Shell Mobilitetskort, der også kan benyttes til betaling på cirka 22.000 ladestandere i Danmark og mere end 800.000 ladestandere i hele Europa.

 

Kommentarer