Livsstil og forbrug

Nye tal: Ét barn i hver klasse vil dø af rygning

Et barn i hver skoleklasse vil dø af rygning senere i livet. Foto: Unsplash.com

18.000. Så mange børn og unge under 18 år vil som voksne dø af rygning. Det viser nye beregninger. Kræftens Bekæmpelse opfordrer politikerne til et gennemgribende opgør med tobakken.

Forestil dig en tilfældig skoleklasse med 27 af de større elever. Ét af børnene vil senere i livet dø af rygning. Det dokumenterer en ny prognose fra Statens Institut for Folkesundhed foretaget for Kræftens Bekæmpelse.

Hvis ikke andelen af børn og unge, der ryger, falder, vil 18.000 af dem, der i dag er mellem 11-17 år, ifølge prognosen dø af en sygdom direkte relateret til tobak. Dertil kommer alle dem, der kommer til at leve med stærkt nedsat livskvalitet på grund af kræft, hjerte-karlidelser og lungesygdomme, der skyldes rygning.

– Det er skræmmende. Simpelthen. Nye tal har vist et fald i rygning blandt børn og unge. Men de her beregninger viser jo, hvor stor en trussel tobakken er for vores sundhed. Vi er ikke færdige med tobakken, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Estimatet dækker over, at alle 11-17-årige ender med at ryge i samme omfang, som de nuværende 17-årige.

62.000 børn og unge vil begynde at ryge

Baseret på tal fra Den Nationale Sundhedsprofil vil omkring 62.000 børn og unge mellem 11 og 17 år på sigt begynde at ryge. Ud af dem vil mere end 17.000 ryge hver eneste dag. Statens Institut for Folkesundhed vurderer, at cirka hver tredje af dem, der ryger enten hver dag eller lejlighedsvist, vil dø af det senere i livet.

– Havde det været en fødevare, en creme eller et legetøj, havde det tal ryddet forsiden, og produktet var straks blevet forbudt. Jeg kan ikke komme på noget andet, der er lige så farligt. Det er tankevækkende, hvor bange vi er skadelige stoffer i andre produkter, når en af de største farer ligger i kiosken og lurer ved siden af slikket, siger Jesper Fisker.

Sæt prisen op

Det ærgrer ham, at forebyggelse blev taget ud af aftalen om en sundhedsreform og at den del endnu ikke er forhandlet på plads. For ambitiøs forebyggelse som højere pris, gradvis hævelse af aldersgrænsen for køb og færre salgssteder vil få unge til at holde sig fra cigaretterne og tobakken.

– Regeringens forslag om at udfase tobak var glimrende. Desværre ser det ikke ud til, at der er politisk vilje til det, selv om der i befolkningen er opbakning. Heldigvis er der masser af alternativer, som politikerne kan se på. Hvis jeg kunne få to ønsker opfyldt, ville jeg sætte prisen op til 90 kr. for en pakke cigaretter og hæve aldersgrænsen til 25 år.

Noter til undersøgelsen

Beregningen er et estimat på baggrund af den tilgængelige viden om aldersgruppens rygevaner. Estimatet er i sagens natur behæftet med en vis usikkerhed, da det ikke er muligt at vide, hvor mange af de unge som vil ryge i fremtiden – ligesom nye rygere kan komme til.

Antallet af dødsfald tager udgangspunkt i, hvad vi lige nu ved om risikoen ved rygning. Den risiko kan meget vel være underestimeret, da der løbende opnås ny viden om rygnings helbredsskadelige virkninger.

Kommentarer