Nye medlemmer til Landdistriktsudvalget
I år arbejder Næstved Kommunes Landdistriktsudvalg med temaet ”bosætning og erhverv på landet”. Og igen i år er fire såkaldt helt almindelige mennesker inviteret til at være en del af udvalget.
Første møde i udvalget er allerede afholdt, og energien er god.
– Vi skal styrke og udvikle landområder og landsbyerne i hele kommunen. I år har vi særligt fokus på bosætning og erhverv, og igen er vi så heldige at få nogle nye medlemmer, som virkelig har noget at byde ind med. Vi skal sammen komme med ideer til den nye kommuneplan og til det øvrige byråd. For eksempel hvordan vi også med vores landdistrikter kan gøre os attraktive i kampen om at tiltrække borgere, og hvor det er særligt gunstigt for virksomheder at slå sig ned, fortæller formand for Landdistriktsudvalget Thor Temte.
De fire nye medlemmer har selv aktivt søgt om at komme ind i udvalget. De har blandt andet det til fælles, at de alle har valgt at bo på landet eller i mindre byer.
Foruden Hans Højer Christensen består Landdistriktsudvalget nu af:
Peter Lützen:
– Jeg har boet og arbejdet det meste af mit liv i landdistrikter i Jylland, Sjælland og Fyn, og har derfor et godt indblik i de herligheder og udfordringer, der er en følge af livet på landet. Jeg har søgt ind i Landdistriktsudvalget for på denne baggrund, at bidrage med mine erfaringer og bringe en dimension af oplevelsesøkonomien ind i den forsatte udvikling af landsbyer og landdistrikter i Næstved Kommune. Jeg håber med denne indsats at kunne yde mit lille bidrag til en positiv og spændende udvikling, hvor de enkelte områders særkende og identitet bringes i spil for at fremme bosætning, erhvervsudvikling og ikke mindst fællesskabet.
Anja Jochimsen:
Jeg søgte ind i udvalget for at forsøge at være med til at fremme udviklingen af bosætning, erhverv, og aktiviteter i det hele taget i Næstved Kommunes landområder. Jeg vil gerne bidrage til at styrke det gode liv på landet i forhold til et moderne hverdagsliv i 2020. Vi har sådan et smukt, varieret landskab her, som vi bør gøre mere for at bevare. Give borgerne bedre mulighed for at nyde naturen og udvikle menneskeligt samvær i de tyndtbefolkede områder. Jeg håber i udvalgsarbejdet at få indsigt i, hvordan man i det kommunale arbejde kan understøtte den udvikling.
Søren Jensen:
Jeg har gennem årene oplevet, at mange erhverv er forsvundet på landet, ligesom befolkningssammensætningen på landet gennem min levealder har ændret sig meget. Dette har jeg tænkt meget over igennem årene – og vil gerne være med til at komme med nogle tanker om, hvordan man kan ændre den nuværende tendens/udvikling.
De faste politiske medlemmer er foruden formand Thor Temte, Brian Hornbek, Cathrine Riegels Gudbergsen, Charlotte Roest og Rico Carlsen.
Kommentarer