Næstved By

Nye loungeområder i Næstved Storcenter giver handlende et afbræk i en travl hverdag

Centerdirektør Alida Christiansen tager sig et velfortjent hvil i et af Næstved Storcenters nye loungeområder. Foto: Næstved Storcenter.

Næstved Storcenter er snart ikke til at kende igen, efter at centeret over længere tid har været i gang med et omfattende ansigtsløft med blandt andet ny belysning, grønne planter og elegante bænke. 

Senest har Næstved Storcenter fået indrettet nogle lækre loungeområder på centerets torve, hvor handlende gæster kan tage sig et hvil mellem indkøbene. 

”Vores nye loungeområder er allerede blevet en stor succes. De nye stole og sofaer inviterer simpelthen til, at folk læner sig tilbage og slapper af et øjeblik i deres ellers travle hverdag. Mange vælger også at sidde og nyde en sandwich eller en kop kaffe i det nye møblement. Vi er utroligt glade for de nye flotte loungemøbler, som vi har valgt i et naturligt skandinavisk look med træ og brune nuancer,” fortæller centerdirektør Alida Christiansen, Næstved Storcenter.

Bysbarn fra Næstved står bag nye designmøbler i Næstved Storcenter

Møblerne er købt hos Normann Copenhagen og er blevet nøje udvalgt på grund af deres flotte udseende og gode kvalitet – og så på grund af virksomhedens tætte bånd til Næstved. Britt Bonnesen, som er Brand manager hos Normann Copenhagen og har været med, siden virksomheden blev grundlagt i 1999, er nemlig indfødt næstvedgenser.

”Selvom vi i Normann Copenhagen laver indretningsprojekter i hele verden med store internationale brands, så er det alligevel noget helt specielt at levere møbler til et sted, man har en særlig relation til. Jeg er født og opvokset i Næstved, udlært i modebutikken Gitte E og har stadigvæk min nærmeste familie boende i byen. Derfor bliver jeg også ekstra stolt over, at Næstved Storcenter har valgt at indrette deres nye loungeområder med Normann Copenhagen møbler. Jeg glæder mig helt vildt til at se det, og håber alle kommer til at nyde de nye cool tiltag, centret har taget – er sikker på det bliver super sejt. Mon ikke også mine forældre skal en tur i centret og se, hvad vi har været med til at skabe,” siger Britt Bonnesen. 

Blandt de nye møbler finder man blandt andet stole og sofaer i serien Era, som er en langtidsholdbar og alsidig serie, der indbyder til ren og uforbeholden afslapning samtidigt med, at den har en ekstremt stærk konstruktion, der gør den velegnet til brug i offentlige rum.  Derudover er der indkøbt stole, puffer og borde i serierne Ace, My Chairs, Silo og Slice. 

Kommentarer