Næstved By

Nye idrætstilbud sætter fokus på sundhed blandt veteraner

Fra venstre Anders Ambus (styrketræning), Elin Karbech (yoga) og veterankoordinator Johan Poulsen.

Veteraner og deres pårørende i Næstved Kommune har fremover mulighed for at gå til yoga og styrketræning. To gratis tilbud der skal være med til at fremme den fysiske og psykiske sundhed.

Forskningsresultater viser, at mindfulness og fysisk aktivitet kan have en gavnlig effekt på trivslen blandt landets veteraner. Derfor har man i Næstved Kommune valgt at oprette et yoga- og et styrketræningshold, der henvender sig til veteraner og deres pårørende.

– I Næstved Kommune har vi besluttet, at vi gerne vil gøre en særlig indsats for veteraner. Med de to nye tilbud rammer vi bredt. Der er både noget til hovedet og til kroppen, udtaler veterankoordinator Johan Poulsen, der selv har dyrket yoga som en del af sin gentræning, efter han blev såret under en udsendelse til Afghanistan i 2011.

Et pusterum til de pårørende

Begge tilbud begynder i uge 14, og det er gratis for alle veteraner og pårørende at deltage i aktiviteterne, som indtil videre er planlagt frem til sommerferien og med løbende optag.

Johan Poulsen understreger, at det er vigtigt at have tilbud, der også henvender sig til de pårørende:

– Næstved Kommunes Veteranpolitik og veteranindsats dækker både veteraner og deres pårørende. At leve sammen med en veteran påvirker i høj grad også de pårørendes hverdag. Hvis veteranen har fysisk eller psykiske mén fra sin udsendelse, får det indflydelse på både parforhold og familieliv. Når vi inddrager de pårørende i sundhedstilbuddet, er det, fordi vi ved, at det ikke altid kun er veteranen, der har brug for et pusterum.

Vi vil gerne øge fokusset på sundheden

Det er Beskæftigelses- og uddannelsesudvalget, der har besluttet, at der skal være et øget fokus på sundheden blandt veteraner. Derfor er udvalgsformand Anette Brix glad for de nye tilbud.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi støtter op om veteranerne og deres pårørende med nogle tilbud, der kan give overskud i hverdagen og skabe nogle gode fælles oplevelser. Vi vil gerne bidrage til, at sundheden bliver vægtet højt hos denne gruppe, fordi det er en vigtig brik, der sammen med vores øvrige aktiviteter kan gøre en stor forskel.

Læs mere om Næstved Kommunes samlede veteranindsats her.

Fakta om holdene og tilmelding:

Yogaholdet afvikles af Karbech – Mindful Living på Omøvej 6A i Næstved hver tirsdag fra 16:30 til 18:00. Startdato 2. april. Tilmelding og spørgsmål til yoga foregår på naestved@karbech.dk

Styrketræning foregår hos foreningen Vejen Frem, Jernbanegade 10 i Næstved hver torsdag fra kl. 10:00 til 12:00. Tilmelding ikke nødvendig. Spørgsmål til styrketræning kan stilles på vejenfremnaestved@gmail.com

Kommentarer