Næstved By

Ny udgave af social vejviser for Næstved

Frivilligcenter Næstved kan nu løfte sløret for en ny udgave af Den Sociale Vejviser – borgernes guide til sociale foreninger i Næstved Kommune. Med denne vejviser i hånden kan man finde foreninger, tilbud om gratis rådgivning, projekter og andre aktiviteter.

Fælles for dem alle er, at de henvender sig til borgere i Næstved Kommune. Det kan for eksempel være patientforeninger, foreninger med sociale aktiviteter og humanitære foreninger.

Frivilligcenter Næstveds ønske er, at vejviseren kan være en god og praktisk hjælp til at finde tilbud; for de, der selv har behov for at opsøge de forskellige tilbud, og for de som guider andre videre til hjælp og vejledning.

Vejviseren på små 200 sider sælges for 20 kr. hos Frivilligcenter Næstved på Farimagsvej 22, hvor man har åbent mandage kl. 12.00-15.00, tirsdage kl. 13.00-15.00 og torsdage kl. 12.00-18.00.

Derudover bliver Den Sociale Vejviser i den kommende tid udsendt til biblioteker, skoler, offentlige instanser m.fl.

Frivilligcenter Næstved understøtter det lokale frivillige sociale arbejde og arbejder for at skabe nye netværk og udvikle nye initiativer, der samler og involverer frivillige. Centret, der blev etableret som FuturaCentret, har eksisteret siden 1996 og er medlem af landsforeningen FriSe – Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark.

Kommentarer