Karrebæk

Ny type Madskole søger børn i Næstved, Karrebæk og omegn

På en Madskole bliver forældrene smidt ud af køkkenet, og børnene tager grydeskeen i egen hånd. De lærer at lave god, sund mad fra bunden, dyrker motion og kommer på ekskursion, hvor de ser fødevarer i kæden fra jord til bord hos en dansk jordbrugs- eller fødevarevirksomhed.

Mandag til onsdag i vinterferien er der verdenspremiere på en helt ny type Madskoler, nemlig det dugfriske koncept ’3 dage med Madskoler’.

Børn fra Næstved, Karrebæk og omegn er nogen af de heldige, der kan blive blandt de første til at deltage på ’3 dage med Madskoler’, der afholdes på Karrebæk skole. Her vil fokus være på mad, madlavning, madglæde og madmod, når børnene introduceres til madens vidunderlige verden. Der er stadig ledige pladser.

På ’3 dage med Madskoler’ tager børn grydeskeen i egen hånd og smider forældrene ud af køkkenet. Sammen med en gruppe dygtige frivillige instruktører, vil børnene regere i køkkenet, hvor de skal hakke, stege og brase, føle, smage og dufte. Og hvem ved – måske de fortsætter derhjemme når ’3 dage med Madskoler’ er slut.

Alle børn i 8-12-års alderen kan deltage, og undervisningen foregår på Karrebæk skole i Karrebæk i dagtimerne fra 9.00 til 15.00 i vinterferien fra mandag d. 10/2-2020 til onsdag d. 12/2-2020. Fokus på ‘3 dage med Madskoler’ er mad, madlavning og madglæde – og masser af hygge samt socialt samvær. Det nye koncept har været undervejs i nogen tid, bl.a. på baggrund af efterspørgsel fra forældre.

”Vi har glædet os helt vildt til at kunne offentliggøre Madskolers nyeste familiemedlem. ’3 dage med Madskoler’ er for dem, der slet ikke kan vente til sommerens Madskoler – såvel som dem der gerne vil prøve en lidt mindre “model”, inden de begiver sig ud i en hel uges Madskole,” påpeger Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og projektleder på Madskoler i Landbrug & Fødevarer.

Vinterferiens ’3 dage med Madskoler’ er de første nogensiden, men arrangørerne bag håber, at konceptet bliver så stor en succes, at det kan køre i flere af de kortere skoleferier, fx også efterårsferien.

”Vi håber, at vores nye aktivitet kan give mange flere børn meget mere madglæde. Ligesom vi håber, at ’3 dage med Madskoler’ vil appellere til, at endnu flere frivillige tilmelder sig. For ligesom med sommerferiens uge-Madskoler er også ’3 dage med Madskoler’ 100% afhængig af frivillige kræfter – både fordi frivillige kan noget helt særligt og har et helt særligt drive, men også for at sikre den lavest mulige deltagerbetaling, så flest muligt har råd til at give deres barn oplevelsen” siger Henrik Dalum, formand i 4H

’3 dage med Madskoler’ arrangeres af 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Deltagelse på 3 dage med Madskoler koster 370,- kr. pr. barn for 3 dage. Tilmelding kan ske på www.madskoler.dk, hvor du også kan læse mere om 3 dage med Madskoler.

Kommentarer