Ny STARK butik i Næstved tager form – beklædes med 5000 kvm bæredygtig facade
Gennem de seneste måneder er der sket en hel del på det store stykke bar mark, der skal være hjemsted for STARKs kommende forretning i Næstved. Byggeriet af den 9.500 kvadratmeter store bygning er allerede et tilløbsstykke, og inden længe kommer der endnu mere at kigge på, når facaden og tilhørende gård bliver beklædt med 5.000 kvadratmeter træ. Det svarer til mere end 50 kilometer træ lagt op på række.
Bygningen er inspireret af den nordiske mytologi og får blandt andet en ikonisk træfacade med over fire meter lange udhæng. Amatech er totalentreprenør på byggeriet, mens Sweco er rådgivende ingeniør.
Træ binder fortid og nutid sammen
I STARK står bæredygtigt byggeri højt på dagsordenen. Frem for en mere traditionel beton- og stålfacade har virksomheden derfor valgt at beklæde facaden med frasorteret træ fra produktionen hos træproducenten Superwood. Frasorteret træ er brædder, der ikke overholder de allerhøjeste kvalitetskrav på grund af udfaldne knaster, revner eller lignende.
– Ved at anvende andensorteringstræet giver vi en ressource, der ellers ville være gået til spilde, et nyt liv. Det havde været meget nemmere at sætte stålplader op i stedet, men ved at bruge alternative materialer belaster vi miljøet mindst muligt, siger Jan Bo Petersen, trælastdirektør i STARK Næstved, og uddyber:
– Træ er tidens byggemateriale, fordi det kan lagre CO2. Samtidig linker træfacaden os historisk til det, vi kommer fra – de gamle trælasthaller. På den måde binder træet vores fortid og nutid sammen og endda med et flot æstetisk udtryk.
Gør en forskel for udsatte unge
STARK har strategiske samarbejder med en række socialøkonomiske virksomheder. En af dem er TAMU, som står for at lave træelementerne til facaden på STARK Næstved. TAMU er en arbejdsmarkedsuddannelse for 18-30-årige unge, der på grund af personlige og sociale vanskeligheder ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet eller er under uddannelse.
– Det er vigtigt for STARK at tage socialt ansvar, der rækker ud over os selv. Samarbejdet med TAMU gør en forskel for de unge, så det er en løsning, vi er stolte af. Det bliver virkelig et bemærkelsesværdigt byggeri, der kommer til at skille sig ud i lokalområdet, slutter Jan Bo Petersen.
STARK Næstved holder rejsegilde for den nye forretning den 22. august, og fra klokken 11 kan alle kigge forbi og få et glimt af byggeriet. Byggeriet forventes at stå færdigt senere på året.
Kommentarer