Ny social pris hylder de lokale virksomheder
Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune sætter med en ny pris fokus på de lokale virksomheder, der gør en særlig indsats for at hjælpe folk i arbejde og sikre trivslen blandt deres medarbejdere.
Man ønsker med initiativet at sætte fokus på virksomheder, der sørger for at tage et særligt hensyn, hvis de får en medarbejder, der har brug for at blive skånet. Virksomheder, der er med til at give langtidsledige, sygemeldte og flygtninge en chance på arbejdsmarkedet, og som sætter særlige initiativer i gang for at skabe trivsel.
– Vi har mange virksomheder, der hver dag yder en stor indsats for at hjælpe folk i gang på arbejdsmarkedet, men også for at fastholde de medarbejdere, de har. Vi ønsker at fremhæve den store indsats med vores nye sociale pris, fortæller formand for Beskæftigelsesudvalget Anette Brix, der sidder i spidsen for den jury, som skal udvælge vinderne.
Kender du en virksomhed?
Alle kan indstille en virksomhed til ”Social Pris Næstved”. På forsiden af www.naestved.dk kan man finde et link til de kriterier, man indstiller virksomheden ud fra. Det kan være, man selv er medarbejder på stedet eller måske kender nogle, der har rigtig gode oplevelser med den pågældende virksomhed.
Der er prisuddeling torsdag 21. september kl. 15.30-17.30 i Musikstalden, hvor lokale virksomheder og deres medarbejdere er inviteret til en festlig eftermiddag. Her byder borgmester Carsten Rasmussen velkommen, og efterfølgende fortæller direktør for Den Sociale Kapitalfond, Lars Jannick Johansen, om, hvad det betyder for en virksomhed at tage et socialt ansvar, mens festlighederne bliver rundet af med prisoverrækkelsen.
– Vi håber at finde en række gode virksomheder, der kan inspirere andre til at skabe endnu bedre vilkår – ikke mindst for de kommende medarbejdere, der har brug for en ny chance på arbejdsmarkedet, lyder det fra jury-formanden.
Deadline for indstillinger er 1. september.
Kommentarer