Ny selvbetjeningsløsning i Næstved Kommune
Næstved Kommune indfører nu Mit Betalingsoverblik. En selvbetjeningsløsning, hvor man kan få et overblik over regninger og eventuelle restancer til kommunen og nemt kan oprette sine regninger til Betalingsservice eller MobilePay-abonnement.
Når Næstved Kommune i juli indfører den nye selvbetjeningsløsning Mit Betalingsoverblik, bliver det lettere at få et samlet overblik over regninger til kommunen og eventuelle restancer. Det kan være de faste betalinger, som f.eks. dagtilbud og ejendomsskat, men man vil også kunne finde engangsudgifter som f.eks. p-afgifter i Mit Betalingsoverblik.
– Flere kommuner har allerede indført Mit Betalingsoverblik, og nu følger vi trop i Næstved. Borgere, der har været i tvivl om, hvad de skylder, har indtil nu været nødt til at ringe ind til os for at få beløbet oplyst. Nu kan de logge på Mit Betalingsoverblik, når det passer dem, og i fred og ro få et overblik og vurdere, om der er eventuel gæld eller regninger, som de vil betale med det samme, lyder det fra Susanne Rehn, som er teamleder i Team Finans og Opkrævning i Center for Koncernservice i Næstved Kommune.
Susanne Rehn fortæller, at Center for Koncernservice nogle gange har udfordringer med, at folk tror, at de har betalt hele det beløb, som de skylder, men så mangler de at betale renter og gebyrer uden at være klar over det. Med Mit Betalingsoverblik får borgerne nemt og hurtigt det fulde overblik over, hvad de skylder, de kan betale med det samme, og der er mange andre fordele ved systemet.
– Hvis jeg blot skal nævne et par stykker, så er det, udover det samlede overblik, at man ikke er afhængig af kommunens åbningstider. Man kan altid logge på, og så er det utrolig nemt at tilmelde sine regninger til Betalingsservice eller til MobilePay Abonnement. Det er ligesom Betalingsservice en måde at lave en fast betaling af sine abonnementer på, f.eks. til motionscentret, fortæller Susanne Rehn.
Selv om den digitale løsning nu bliver indført i Næstved Kommune, så vil man fortsat kunne ringe ind til Opkrævningen, hvis man har spørgsmål til en regning eller har brug for anden hjælp.
– Vi vil stadig være ved telefonerne, men vi må bare erkende, at vi indtil nu har manglet den digitale løsning. Den får vi nu med Mit Betalingsoverblik, og jeg håber, at borgerne i Næstved vil opleve det som en brugervenlig og god service, lyder det afslutningsvis fra Susanne Rehn.
Man finder Mit Betalingsoverblik på Næstved Kommunes hjemmeside her, og man logger ind med NemID.
Fakta om Mit Betalingsoverblik
På Mit Betalingsoverblik har man mulighed for, at:
– se sine ventende regninger til kommunen
– se sine manglende betalinger til kommunen
– tilmelde sine løbende betalinger til Betalingsservice eller MobilePay-abonnement
– betale sine regninger eller gæld med betalingskort eller MobilePay
– finde læselinje til brug for betalingen (f.eks. +71 nr.)
Kommentarer