Ny samarbejdsaftale blev underskrevet i Byrådssalen
Henved 50 mennesker var mødt op i Byrådssalen, da Næstved Kommune og Veterancentret tirsdag eftermiddag fejrede underskrivning af en ny samarbejdsaftale. Og der var rigeligt at fejre, for aftalen er blot en overbygning til et allerede godt samarbejde mellem de to organisationer.
Skrevet af Janni Nolting Magnussen
Det understregede både borgmester Carsten Rasmussen, Chef for Veterancentret Oberst Susanne Lund og formand for Beskæftigelses- og uddannelsesudvalget Anette Brix i deres taler. Her kom de blandt andet også ind på Forsvarets store historiske betydning for Næstved Kommunes udvikling, hvor vigtigt det gode samarbejde er, og hvordan kommunen og Veterancentret kan supplere hinanden og skabe den bedst mulige fælles veteranindsats.
Aftalens formål er at styrke vidensdeling og samarbejdet mellem Veterancentret og Næstved Kommune, og de første to fokuspunkter bliver udvikling af beskæftigelsesindsatsen og styrket uddannelse af de medarbejdere på tværs af kommunen, der møder veteranerne i deres daglige arbejde.
Kommentarer