Næstved By

Ny modebutik i Næstved. VISHOLM åbner i Ramsherred

VISHOLM er så at sige allerede klar til åbningen. Dog mangler der lige de sidste kasser med tøj og lidt flere stativer. Men pigerne er klar til lørdag kl. 10.00

Søstrene Julie Klitgaard og Christina Visholm, åbner lørdag den 4. november dørene for deres nye tøjbutik VISHOLM i Ramsherred 9. 

Af Birgitte Grejsen Møs.

Man må sige, at der går ikke mange dage, fra en butik flytter, til en ny rykker ind. Albert & Carla, som tidligere havde til huse i lokaler Ramsherred 9, flyttede den 13. oktober, og her stod søstrene Julie og Christina allerede klar til at overtage nøglerne til butikslokalet.

Julie på bare 21 år og Christina på 29 år har altid haft drøm om en tøjbutik.

– En dag sagde vores mor til os, at hvis vores drøm skulle blive en realitet, skulle det være en lille sød butik i samme stil som Albert & Carla, fortæller Christina.

– At der så kun skulle gå en lille uge, før butikslokalet blev ledigt, havde vi ikke lige læst i kaffegrumset.

Nu er deres drøm blevet en realitet, og nedtællingen til åbningsdagen er allerede startet.

Pigerne har valgt sortimentet i butikken ud fra, hvad de selv tror på. Desuden har de prøvet på at ramme nogle mærker, som ikke allerede er repræsenteret i Næstved. Deres valg af tøj til butikken vil kunne bruges både af den yngre, smarte pige og den modne kvinde. Tøj har ikke alder, det er kun fantasien, der sætter begrænsningen. Priserne ligger i midten, ikke billigt, ikke dyrt men en pris, hvor så at sige alle kan være med.

Artikel forsætter under foto.


Foto: Christina og Julie foran butikken i Ramsherred 9, som skal danne rammen om deres fælles eventyr.

Butikken er indrettet med smarte stativer i vandrør, og man er ikke i tvivl om, at der må være en håndværker i baghånden. Christinas mand, som hun har en datter sammen med på 5 år, er ansat hos sin svigerfar, nemlig pigernes far, Klaus, der er indehaver af Næstved Bilcentrum. Så pigerne har fået hjælp af familien til at få sat butikken i stand lige efter deres ønske.

Der bliver arbejdet på at få en webshop op at stå så hurtigt som muligt, så resten af Danmark kan shoppe blandt de mærker, der er hos VISHOLM. Det er Just Female, Minimum, M by M, New Lily, CS#15, Style Snob, Global Funk, for kun at nævne nogle få af de mærker, du kan finde hos VISHOLM.

– Nu mangler vi bare, at det skal blive lørdag, og at butikken kan åbne, supplerer Julie sin søster.

– Vi byder på bobler og snacks til alle, som har lyst til at kigge forbi for at hilse på os, samt vi vil have spændende konkurrencer. Vi har – 20 %  lørdag, mandag og tirsdag, afslutter pigerne enstemmigt.

Næstved Netavis ønsker Christina og Julie tillykke med deres nye butik.

VISHOLM.
Ramsherred 9,
4700 Næstved

Åbningstider: Mandag-torsdag 10.00-17.00
Fredag: 10.00-18.00
Lørdag: 10.00-14.00
SØNDAG LUKKET

P.plads over for butikken. Dog tidsbegrænset 1/2 time.

 

Kommentarer