Næstved By

Ny medarbejder i Næstved Erhverv

Anders Lichinger er startet som projektleder og senior forretningsudvikler hos Næstved Erhverv per 1. oktober 2018.

Anders Lichinger er 40 år og bor i Næstved med sin kone og to børn. Anders Lichinger kommer fra det private erhvervsliv, er uddannet civiløkonom (HA) og har en mangeårig baggrund som iværksætter inden for bla. design, kunst, handel og software med en baggrund som analytiker og strategikonsulent hos KMC.

De seneste ti år har Anders Lichinger bla. arbejdet som rådgiver og problemløser hos både bureauer, nystartede og etablerede virksomheder, som han har hjulpet med at udforme holdbare vækststrategier, skære ind til benet eller sikre finansiering.

Bag på knallert i Asien
Anders Lichinger kender hele virksomhedsrejsen fra ide til lancering og har selv stået i de situationer, hvor man som virksomhedsejer synes, det hele kan virke noget uoverskueligt.
– Jeg har siddet bag på en knallert og turet gennem Asien for at tjekke fabrikker, og sparket døre ind til kunder på nye markeder eller lande. Jeg er typen, der ikke giver op, og det er altid lykkedes til sidst, siger Anders Lichinger, der har et par håndfulde virksomhedsprojekter bag sig.

Anders hjælper med vækst og finansiering
Hos Næstved Erhverv er det Anders Lichinger, du kan henvende dig til om forretningsudvikling, etablering og vækststrategi og finansiering eller investering. Det er desuden en af Anders’s opgaver at arbejde med udvikling af Næstved bys centrum i samarbejde med detailhandlen og Næstved Kommune.
– Jeg forstår, hvad virksomheder gennemgår og hvilke udfordringer, man kan have. Jeg har sans for både den lille detalje og den overordnede strategi, og jeg glæder mig rigtig meget til at sparre med Næstveds mange dygtige virksomheder for at skabe vækst og arbejdspladser i den kommune, hvor jeg bor, og hvor mine børn skal vokse op, siger Anders Lichinger.

Kommentarer