Næstved By

Ny kredsformand for Socialdemokratiet i Næstved

Se billedserie Næstvedkredsens nye bestyrelse samt Magnus Heunicke, MF og Christian von Benzon, Holmegaard partiforening. Fra venstre: Morten Kristiansen, Anne Planck, Søren Andersen, Magnus Heunicke, Aligo Francis, Christian von Benzon og Mette Stensgaard.

Socialdemokratiet i Næstvedkredsen, der er den overordnede forening for Næstved Kommune, har på sin kredsgeneralforsamling valgt ny formand i stedet for Susanne Svendsen, der ikke ønskede at fortsætte på posten.

Skrevet af: Palle Lorentzen

Ny formand blev Søren Elvin Andersen fra Holmegaard, der gennem en række år har haft forskellige tillidshverv i Socialdemokratiet, bl.a. som kasserer for Socialdemokratiet i Region Sjælland, ligesom han er med i bestyrelsen for den socialdemokratiske partiforening i Holmegaard. Ved regionsrådsvalget i efteråret var han endvidere opstillet til regionsrådsvalget.

Søren Andersen er 65 år og har i over 25 år været leder i DSB rejsebureau, her var han i 10 år chef for hele rejsebureaukæden i Danmark med 120 medarbejdere. Både gennem sit arbejde, og i de senere år som aktiv i politik, har han fået stor ballast inden for det politiske spil og inden for forhandlingsteknik.
Her har han lært vigtigheden af respekt for at lytte til andres synspunkter, og at flertalsafgørelser altid er at foretrække, da de giver størst tilfredshed hos alle partnere.
Søren Andersen og hans familie har været socialdemokrater i mindst tre generationer. Udover de lokale tillidshverv er Søren Andersen aktiv i Socialdemokratiets  landsudvalg for bolig og transport.

På generalforsamlingen afgik også næstformand Kristoffer Petersen og sekretær Morten Thorving, mens kasserer Hanne Simonsen og Aligo Francis blev genvalgt. Nyvalgt blev Anne Planck og Morten Kristiansen, mens Mette Stensgaard blev suppleant. Desuden er formændene for de seks partiforeninger i Næstved Kommune medlemmer af kredsbestyrelsen.

Den nye bestyrelse konstituerer sig snarest.

 

Kommentarer