Næstved By

Ny kontaktperson for Tværpolitisk Folkebevægelse

Skrevet af: Bo Wærn Kristensen

I anledning af at jeg har overtaget posten som kontaktperson for den tværpolitiske folkebevægelse mod EU i Næstved og omegn, er det med store forhåbninger at jeg indbyder alle, der ikke er helt trygge ved det europæiske eksperiment med vores velfærd og vores danske standarder for, hvordan vi vil have vores miljø- og arbejdslove, til at melde sig ind i Folkebevægelsen mod EU.

For EU’s forsøg på at undergrave den danske velfærdsmodel er ved at gå for langt – flygtningepolitikken i EU især, er i den måde, den bliver forvaltet af bureaukraterne, stærkt udemokratisk over for de mindre lande i EU.

Polen kan i kraft af sin størrelse tillade sig at sige nej til flygtninge, Danmark har sit retsforbehold mens Sverige o.m.a. lande er tvunget til at tage imod flere end dem, de skal. Denne skævvridning af, hvem der yder, og hvem der nyder godt af de penge, der bliver tilført til den fælles kasse, er et problem, som man er nødt til at tage alvorligt.

Hvis man vil nyde, skal man også yde, og så nytter det ikke, at man prøver at dække sig ind under hensigtserklæringer uden at deltage i de fælleseuropæiske problemer, som man har skrevet under på, at man vil.

Derfor mener vi i Folkebevægelsen mod EU, at Danmark bør gøre som England og melde os ud af EU og i stedet lave en samhandelsaftale med EU og ellers fortsætte med vores samarbejde med EFTA og resten af verden, uden EU’s toldmure.

Venlig hilsen
Bo Wærn Kristensen
Kontaktperson for Folkebevægelsen mod EU
i Næstved og omegn.

Dette er et læserbrev indsendt af Bo Wærn Kristensen. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer