Næstved By

Ny forskning: 6,8 millioner til at finde den bedste smertestillende medicin til hofteopererede

Professor og overlæge Ole Mathiesen fra Sjællands Universitetshospital har fået 6,8 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden til et stort landsdækkende forsøg, der skal teste den bedste smertemedicin til nyopererede hoftepatienter.

Med de 6,8 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden kan professor og overlæge Ole Mathiesen fra Anæstesiologisk Afdeling sætte et landsdækkende forsøg, RECIPE forsøget, med 1060 patienter i gang i begyndelsen af 2020 i samarbejde med seks andre hospitaler. Forsøget vil det blive et af de største af sin art på verdensplan inden for akut smertebehandling.

Formålet er at skabe en bedre og mere sikker smertebehandling for patienter i fremtiden. Samtidig er håbet at kunne erstatte en del af brugen af opioider, som f.eks. morfin, med kombinationer af anden smertestillende medicin, som ikke har så mange bivirkninger.

Det er fantastisk, at vi nu kan sætte gang i RECIPE-forsøget, som jeg er overbevist om, vil komme mange patienter til gavn i fremtiden. Over 10.000 danskere får hvert år indopereret en ny hofte. Her er en effektiv smertebehandling utrolig vigtig, for jo bedre den akutte smerte bliver håndteret efter operationen, jo hurtigere kan patienten træne og genoptage daglige gøremål, siger Ole Mathiesen og tilføjer:

Den gode og effektive smertebehandling giver også patienterne det bedste langvarige resultat af operationen og vil samtidig kunne mindske risikoen for, at patienterne bliver langvarigt afhængige af opioider.

Yderligere fakta om projektet

Opioider, f.eks. morfin, er stærkt smertestillende og anvendes i dag hyppigt efter operationer. Desværre har opioider en række uhensigtsmæssige bivirkninger – f. eks. kvalme, svimmelhed og afhængighed – og bør anvendes mindst muligt og i kortest nødvendige periode.

Et tidligere studie, PANSAID, har vist, at kombinationen af paracetamol og ibuprofen nedsætter forbruget af opioider efter en hofteoperation. Som et multicenterforsøg vil Sjællands Universitetshospital, i samarbejde med seks andre hospitaler, undersøge om forbruget af opioider kan nedsættes yderligere ved også at tillægge højdosis dexamethason til denne kombination. Dexamethason er et velkendt binyrebarkhormon, der allerede bruges dagligt for at mindske kvalme. At stoffet også kan virke smertestillende er ny viden, som ikke før er tilstrækkeligt belyst, og som heller ikke er undersøgt systematisk i kombinationer med Panodil og Ibuprofen til hoftepatienter.

Kommentarer