Samfund

Ny centerchef for skoler og PPR brænder for at skabe værdi for Næstveds børn og unge

Søren Kokholm. Privatfoto

Fra nytår skal Søren Kokholm stå i spidsen for Næstved Kommunes skoler og PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) i en ny centerchefstilling. Han kommer fra en stilling som skolechef i Roskilde Kommune og glæder sig til at medvirke til at skabe stærke, almene fællesskaber i et tæt samarbejde med skolerne.

Spørger man Søren Kokholm, så har Næstved hele pakken: Kulturtilbud, erhvervsudvikling, turismemuligheder, tilflytning og stærke ambitioner på børne- og ungeområdet.

– Næstved har det hele, og det tiltaler mig. Der er taget nogle vigtige beslutninger i byrådet, blandt andet at flere elever skal have deltagelsesmuligheder i almenundervisningen og at samle skoleområdet og PPR, siger Søren Kokholm.

Med ansættelse af en ny centerchef ønsker byrådet at styrke det samlede dagtilbuds- og skoleområde. Det betyder, at det nuværende Center for Dagtilbud og Skole fra 2025 kommer til at hedde Center for Dagtilbud, Skole og Forebyggelse og vil have to centerchefer.

Mens Søren Kokholm bliver centerchef for skoleområdet og PPR, vil Kathrine Ersted Sørensen blive centerchef for dagtilbud og forebyggelse.

De mange aktuelle dagsordner på skoleområdet vil blive løst i tæt samarbejde med stærke kræfter ude på skolerne, det lokale erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.

Direktør for Børn, Unge og Uddannelse, Nanna Lohman glæder sig til at byde Søren Kokholm velkommen til Næstved Kommune:

– Jeg er helt sikker på, at vi har fundet den rigtige mand til opgaven. Søren har det rette ressourceorienterede børnesyn. Og så har han konkrete erfaringer med udvikling af stærke, almene fællesskaber, hvor vi laver dagtilbud og skoler til de børn, vi har. Der er ingen tvivl om, at han kan levere i forhold til den klare og tydelige retning på børne- og uddannelsesområdet, der er sat af vores politikere, siger hun og tilføjer:

– Oven i det, er Søren en erfaren og vellidt leder, der formår at skabe opbakning og følgeskab. Jeg ser virkelig frem til samarbejdet.

Vil skabe gode skoler for alle børn

Søren Kokholm har 23 års kommunal ledelseserfaring. Han har blandt andet været skoleleder på flere skoler i Køge Kommune, chef for dagtilbud og skoler i Vordingborg Kommune og senest skolechef i Roskilde Kommune.

Når Søren Kokholm nu rimer på Næstved Kommune, så skyldes det ifølge ham selv, at der er sat en tydelig retning i jobbet i forhold til at medvirke til at skabe stærke, almene fællesskaber i et tæt samarbejde med skolerne.

– Jeg brænder for, at alle børn og unge skal have et godt liv. Når jeg går hjem fra arbejde, spørger jeg hver dag mig selv, om det, jeg har gjort i dag, har skabt nogen værdi for børn og unge. Det er nemlig vigtigt for mig at holde snuden i sporet og fokusere på kerneopgaven, som er at skabe gode skoler med plads til børn med forskellige forudsætninger og få dem til at lykkes bedst muligt, siger Søren Kokholm.

Den nye centerchef begynder 1. januar 2025.

Fra CV’et

Søren Kokholm er 57 år og uddannet lærer fra Haslev Lærerseminarium i 1996. Han har blandt andet bygget ovenpå med en diplomuddannelse i ledelse og en master i skoleudvikling.

Han har været viceskoleleder og skoleleder på flere skoler i Køge Kommune, udviklingschef på EUC Sjælland samt chef for skole og dagtilbud i Vordingborg Kommune og senest skolechef i Roskilde Kommune.

Privat bor Søren Kokholm i Køge med sin kæreste. Han har to voksne børn på 24 og 29 år.

Oprettelsen af den nye centerchefstilling er en del af budgetforliget for 2025. Det kan du læse mere om her.

 

Kommentarer