Ny bodega åbner i Næstved lørdag
Næstved: 59-årige Søren Friis åbner i weekenden bodegaen Slukefter i Kindhestegade i Næstved.
Lørdag den 3. december klokken 13.00 åbner en ny bodega i Næstved. Den kommer til at ligge i Kindhestegade, og vil gå under navnet Slukefter, skriver Sjællandske.
Søren Friis kan godt lide at gå i byen i Næstved, men han er træt af beskidte beværtninger, og derfor vil der på hans nyåbnede bodega være fokus på rene toiletter, god rengøring og en god betjening.
Ifølge Søren Friis er hygge og socialt samvær en stor del af en bodega, og har man lyst til at ryge en cigaret eller lignende gør man det, da det er tilladt på Slukefter. Bag disken vil bestyrer Sebastian Vive Andersen stå.
– Vi er begge bag disken ikke-rygere, men vi har ikke noget imod rygere. Egentlig synes jeg, loven er lidt forkert, for hvorfor må man ryge, jo mindre stedet er, siger Søren Friis til Sjællandske.
Ifølge rygeloven må beværtninger under 40 kvadratmeter tillade rygning. Slukefter holder sig lige under på 39,9 kvadratmeter.
Dog har Søren Friis sørget for at installere et effektivt udsugningsanlæg, som på fire minutter kan skifte luften i lokalet.
På Slukefter kan man vælge mellem gode cigarer, whisky, gin, spiritus, 20 forskellige øl, spillemaskiner, billard og så vil der hver fredag være livemusik.
Lørdag den 3. december vil der være livemusik og lidt til ganen, og herefter er der i hverdagene åbent fra klokken 09.00 til klokken 22.00 samt til klokken 02.00 på fredage og lørdage.
Kommentarer