Samfund

Nu kan sjællænderne blive valgt til Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab

Hvis man har en postadresse, der indeholder et postnummer mellem 4000 og 4799 og har en forsikring i Lærerstandens Brandforsikring har man nu mulighed for at stille op til LB Foreningen, der ejer Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab, LB Forsikring. I alt skal der vælges 5 kandidater blandt over 30.000 medlemmer fra 13 sjællandske kommuner.

Har man en forsikring i Lærerstandens Brandforsikring, kan man frem til den 28. november stille op til valg i LB Foreningen som en af 5 sjællandske delegerede. Her kan man få indflydelse på, hvordan man i Region Sjælland uddeler en mio. kroner til forskellige velgørende formål i regionen, og man kan få indflydelse på hvordan ejerskabet af Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, LB Forsikring, forvaltes.

”Som delegeret i LB Foreningen er man en aktiv del af et levende demokrati. Her mødes vi om at skabe fællesskaber i det lokale og det nære gennem velgørende uddelinger såvel som i ejerskabet af en stor milliardkoncern med over 440.000 danskere som medlemmer og ejere. Det er utrolig meningsfyldt, og jeg håber, at mange af vores 30.000 medlemmer i 13 sjællandske kommuner vil være med til at gøre en forskel,” siger Lars Busk Hansen, formand for bestyrelsen i LB Foreningen og LB Forsikring.

Det er medlemmerne af Lærerstandens Brandforsikring (en del af LB Forsikring) i Odsherred, Kalundborg, Holbæk, Lejre, Roskilde, Køge, Stevns, Faxe, Næstved, Vordingborg, Slagelse, Sorø og Ringsted, som kan stille op, og man kan melde sit kandidatur indtil den 28. november i år.

Om LB Foreningen

LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, med over 440.000 medlemmer. De mange tusinde medlemmer repræsenteres af 70 delegerede valgt af medlemmerne over hele landet – heraf 5 fra 13 sjællandske kommuner. De står bl.a. hvert år for uddelingen af en mio. kroner til velgørende formål i deres region. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring. Som forsikringstager i LB Forsikring er man også medlem af LB Foreningen og dermed medejer af LB Forsikring.

Kommentarer