Debat og politik

Nu kan du brevstemme til folketingsvalget i Næstved Kommune

Nu kan du brevstemme til folketingsvalget 2026. Foto: Næstved Kommune.

Næstved Kommune opfordrer alle stemmeberettigede borgere til at bruge deres stemme ved folketingsvalget 24. marts, og har du ikke mulighed for at stemme på selve valgdagen, så kan du fra i dag brevstemme på kommunens biblioteker og borgerservicecentre.

Næstved Kommune har åbnet for brevstemmeafgivningen frem mod folketingsvalget 24. marts 2026. Frem til fredag 20. marts kan alle stemmeberettigede borgere afgive deres stemme som brevstemme. Det betyder, at man kan afgive sin stemme, når det passer ind – og uden at skulle vente til selve valgdagen.

At stemme er en vigtig del af vores demokrati. Det er her, man kan være med til at påvirke den retning, Danmark bevæger sig i. Derfor opfordrer Næstved Kommune alle stemmeberettigede til at gøre brug af deres stemmeret – uanset om det sker som brevstemme eller på valgdagen.

På biblioteker og borgerservicecentre

Brevstemmeafgivningen foregår på kommunens biblioteker og borgerservicecentre. Næstved Bibliotek holder åbent for brevstemmer mandag til fredag klokken 10 til 17 samt lørdag 7. og 14. marts klokken 11 til 14.

På den sidste dag for brevstemmer, fredag 20. marts, er åbningstiden udvidet til klokken 9 til 17.

Bibliotekerne i Fensmark, Fuglebjerg, Glumsø og Korskilde tilbyder brevstemmeafgivning mandag, onsdag og torsdag klokken 10 til 17 samt lørdag 7. og 14. marts klokken 11 til 14.

Stem i eget hjem

For borgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan møde op på valgdagen, er der mulighed for at søge om at brevstemme i eget hjem.

Ansøgningen kan ske frem til torsdag 12. marts klokken 18. Man kan enten udfylde et digitalt ansøgningsskema, få et skema gennem hjemmesygeplejen eller hjemmehjælpen, eller ringe til kommunen på 55 88 55 88. Når ansøgningen er behandlet, vil borgeren modtage besked om tidspunktet for besøg af to tilforordnede, som hjælper med stemmeafgivningen i hjemmet.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke kan stemme på valgdagen, hvis man allerede har afgivet en brevstemme.

Læs mere om brevafstemning her.

Kommentarer