Debat og politik

Nu gælder det om at tage det roligt…

Af Klaus Eusebius Jakobsen, 1. viceborgmester, Radikale

Havnebestyrelsen med havnedirektøren i spidsen er med det samlede byråds beslutning om at ville etablere en havn på Stenbækholmområdet sat til at komme med et bud på, hvad man kan få for en havn for de 70-80 millioner, som i forliget er afsat hertil.
Og det vil ske med en indstilling til det nye byråd, som samles i januar 2022. Som det hedder i referatet fra havnebestyrelsens møde forleden: ”Havnen arbejder videre på at fremstille et materiale på baggrund af det politiske forlig, hvor der redegøres for konsekvenser og muligheder. Der arbejdes videre med tegningsmateriale, projektnotat og økonomisk overslag.”
Sådan. Og det var en enig havnebestyrelse, der vedtog denne formulering.

Det er klart, at det således også bliver den havnebestyrelse, som er på plads i det nye år efter valget , som skal tage stilling til det fortsatte arbejde.
Og det vil naturligvis komme til at tage nogen tid: så hvis man tænker, at byhavnen er nedlagt indenfor nogle få år, så må man nok tænke lidt længere frem i tiden. Og det gælder da også for de virksomheder, der er der nu, og de som – måske fugle på taget ?– kunne tænke sig at etablere sig i nye omgivelser: Fortsæt roligt med jeres virke.

Der er med andre ord ikke nogen grund til at gå i panik. Meget skal analyseres: behov vurderes, økonomi indtænkes, borgerinddragelse og høringer foretages, godkendelser tilvejebringes, naturforhold, og analyser af fremtidig søtransport medregnes, forlig holdes. Om bukserne holder med de 70-80 mio kroner, også det vil tiden vise, når de grundige undersøgelser er færdige.
Det tog små 7 år at komme frem til, hvor langt vi i dag er med svømmehallen. Så vigtigst er det, at der er taget en beslutning og lavet et forlig, som alle partier har skrevet under på: Havnen fra byen skal flytte.

Kommentarer